Hvis der er noget, der har forenet mennesker verden over de sidste 10 år på både venstre- og højrefløjen, er det vreden over etablerede politikere. Det bunder i følelsen af svigt, når den sociale kontrakt ikke længere består. Altså aftalen om, hvad vi som rationelle mennesker kan blive enige om er rigtigt. Forsvindende sammenhængskraft, solidaritet og tillid er et alvorligt demokratisk problem, for kontrakten skal opretholdes gennem samtalen om holdbare løsninger, som alle føler sig fortrolige med.

Når vi i øjeblikket har en fuldstændig enig hovedstyrelse i DLF, der mener, at vi bør føre en slags nødvendighedens fagpolitik, så tillader vi denne tendens at flytte ind i kernen af fagforeningen. Nærmest manisk opløftet gentages fortræffelighederne ved en aftale, der er blevet til i frustrationernes sidste time. En aftale hvor tillidsrepræsentanterne fremover skal fikse alt det, som hovedstyrelsen med storstrategen Bondo i spidsen ikke kunne. Måske med lidt hjælp fra kredsstyrelserne, som kan få et par små suppleringer. Det største problem er ikke, at der er et flertal, som bekender sig til ideen om nødvendigheden som vilkår. Problemet er, at de fylder det hele og samtidig prøver at tale lærernes legitime utilfredshed til ro. Risikoen er naturligvis, at begejstringen ubevidst marginaliserer det meget store mindretal, som er fuldstændig afgørende, hvis der fortsat skal spilles med kollektive muskler.

Jeg har i den senere tid talt med en lang række lærere, der føler sig afmægtige og apatiske i forhold til deres fagforening. De fortæller alle den samme historie om, at de er drænet for energi og bliver dårlige, når de hører repræsentanter for deres fagforening udtale sig. Man kan fristes til at tro, at det bunder i foreningens manglende resultater gennem mange år, men det forklarer ikke energitabet alene. Der er egentlig ret stor forståelse for, hvad det er for et forhandlingslandskab, som DLF har været slået hjem af. Som medlem af et fællesskab mister man til gengæld energi, når man ikke længere kan spejle sig i fællesskabets værdier. Det manifesterer sig som ensomhed. Vores samlende kraft bør være fælles værdier og uretfærdighed. En fælles kamp for en fælles drøm, om man vil.

Jeg tror, at alle kan se, at det vil styrke foreningen, hvis det store mindretal blandt lærerne bliver repræsenteret i hovedstyrelsen ved dette valg. Derfor håber jeg, at du vil stemme på mig, Pia Henriksen, da jeg adskiller mig fra de andre kandidater i valgkampen, som omvendt er på linje med den enige hovedstyrelse. Jeg kan næsten ikke holde til endnu et valg, hvor de fagpolitiske værdidiskussioner udebliver, og den kritiske røst igen sættes udenfor døren, men flertallet bestemmer.