Debat

Læreren er (den eneste) garanti for kvalitet i undervisningen

I disse år stilles der spørgsmålstegn ved læreren som undervisningens professionelle. Fra flere politiske partier, KL og fra flere kommuner forlyder det, at andre faggrupper end lærernes nu med fordel kan overtage dele af lærernes arbejdsfunktioner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.


Senest har rådmand Rie Willumsen (SF) fra Odense opfordret skolerne til at lade fx tømeren varetage sløjdundervisningen i kortere perioder.

Samtidig står mere end 3500 lærere uden job, og halvdelen af alle nyuddannede er aldrig kommet i arbejde.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Som lærere er vi - som de eneste - uddannede til at varetage undervisningsopgaven. Det slår Folkeskolelovens §28 fast.

Og undervisning er andet og mere end 7-tabeller og uregelmæssige verber.

Lærerfaget rummer en bredde og en alsidighed både ift. den didaktiske, den pædagogiske og den personlige dimension.

For udgangspunktet for lærerens arbejde med elevernes relationelle kompetencer, lærerens fokus på styrkelsen af klassens fællesskab eller lærerens valg af metode og didaktik som styrker elevens alsidige og personlige udvikling tager altid sit afsæt i spørgsmålene: Hvad gavner undervisningen? Hvordan når eleven sit faglige mål? Hvad skal der til for at fremme elevens kundskaber, læring og færdigheder?

Svaret på de spørgsmål kan kun gives af lærerne - simpelthen fordi vi er de eneste som er uddannede til det. Vi er de eneste som kan sikre undervisningens kvalitet.

Som lærernes fagforening, og som medlemmernes talerør, skal hovedstyrelsen langt mere offensivt end hidtil gå i brechen for lærerne og også udadtil forsvare lærerne som undervisningens eneste professionelle.

Danmarks Lærerforening og hovedstyrelsen skal entydigt markere, at alle opgaver som hidrører undervisningen er læreropgaver.

I hovedstyrelsen vil jeg arbejde for:

- at DLF offensivt og entydigt forsvarer læreren som den eneste garanti for undervisningens kvalitet
- at undervisningsassistenter og andre ikke-læreruddannede erstattes af uddannede lærere
- at hovedstyrelsen sanktionerer ift øvrige faggrupper og organisationer som overtager lærernes arbjedsfunktioner