Vores samfund er i gang med at afvikle A-kasserne, der er en afgørende forudsætning for vores danske arbejdsmarked. Det er en ulykkelig udvikling, som desværre blot er endnu et symptom på det ideologiske højreskred.

Dagpengesystemet er blevet så ringe, at mange lønmodtagere vælger A-kassen fra, fordi det ikke kan betale sig at være medlem.

I øjeblikket oplever lærere ikke den store arbejdsløshed, men hvis vi husker få år tilbage, var billedet et andet. Og min grundholdning er i øvrigt, at vi på dette område må være solidariske med andre faggrupper, uanset vores egen aktuelle situation.

Dagpengesagen er en alvorlig sag, som, jeg mener, vi har brugt for lidt energi på. Det er der oplagte årsager til; vi har ikke uanede kræfter, og vi har rigeligt at slås med. Ønsker vi oprigtigt at være en del af en samlet fagbevægelse, skal vi imidlertid på banen nu.

Den 19. oktober afleverer Dagpengekommissionen sine anbefalinger til Folketinget. En kommission, som i øvrigt har repræsentation fra både LO og FTF. Opgaven har fra start været umulig, fordi kommissionen ikke må lave forbedringer for nogen, uden at de betales af forringelser for andre.

Dagpengesystemet koster flere penge, end der er til rådighed, hvis det skal fungere. Den erkendelse er hurtigt gjort, men politikerne vil helt åbenlyst ikke prioritere området.

I august blev Dagpengekommissionens tekniske rapport lækket. Den indeholder tre håbløse modeller, som det videre arbejde har bygget på.

På vandrørene høres nu, hvad kommissionen endeligt forventes at nå frem til. Der bliver tilsyneladende tale om forringelser af vilkårene for dimittender/nyudlærte samt for supplerende dagpenge. Den eneste forbedring, der forventes, er en mere fleksibel genoptjening, som måske kan udskyde udfaldet af dagpengesystemet. 

Man sidder tilbage med den meget ubehagelige tanke, at de tre modeller netop blev lækket tilbage i august for at gøde jorden for en opbakning til de tvivlsomme anbefalinger, som i sidste ende formentlig kommer ud af kommissionens arbejde – efter devisen: ”Det er da lidt bedre, end det første, vi blev præsenteret for.”

Og anbefalingerne er måske nok bedre, men langt fra tilfredsstillende.

Et stabilt dagpengesystem, eller flexicurity-modellen om man vil, hænger ganske tæt sammen med den danske model. Derfor har vi at gøre med en sag, som dybest set er at betragte som endnu et angreb på den danske arbejdsmarkedsmodel og altså også på fagforeningernes rolle. Det er alvorligt. Og vi bør tale med en langt tydeligere stemme i debatten.   

Vejen hen mod et A-kassefrit arbejdsmarked, hvor arbejdsløse fra første dag risikerer at måtte stå med hatten i hånden i kontanthjælpssystemet, truer i horisonten. Og jeg ønsker ikke et arbejdsmarked, endsige et samfund, hvor vi - der er privilegerede med ressourcer og et godt helbred - lever i overhalingsbanen på bekostning af vores udsatte medborgere. Det er uværdigt og uretfærdigt. De bredeste skuldre er nødt til at bære de tungeste byrder, hvis vi fortsat skal have et ordentligt samfund, som vi kan tillade os at være stolte af.  

Denne sag er desuden en ikke ubetydelig del af hele ulighedsdebatten.

Jeg har den holdning, at vi er nødt til at tilføre systemet penge. Det handler ikke om form og model, men om indhold. Vi kan ikke opretholde en fornuftig levestandard for de arbejdsløse og de syge ude at betale for det. Jeg tænker selv i to muligheder:

1. Man kunne forhøje arbejdsmarkedsbidraget, således at vi, der er i arbejde, bidrager mere til den fælles kasse.
2. Man kunne gøre det obligatorisk at være medlem af en A-kasse, når man er en del af det danske arbejdsmarked.

Jeg medgiver, at jeg hverken har den fornødne tekniske eller juridiske indsigt i området til at vide, om de forslag overhovedet har nogen gang på jord. Og tit er det jo sådan, at det er lettere at komme med gode idéer, når man ikke er bundet af alt for indgående viden.

Min hovedpointe er, at vi må betale, hvad det koster at have et velfungerende dagpengesystem.

Tilbage står, at kun en samlet fagbevægelse kan forsvare de arbejdsløse og den danske model. Spørgsmålet er bare, om vi kan gøre det, hvis både formanden for FTF og LO er med til et legitimere en for dårlig løsning, som tilmed har den stærkt uheldige bivirkning, at den freder politikernes underminering af fagforeningernes position og flexicurity-modellen?