Kære Kongres

Det er vist ikke den store hemmelighed, at jeg er formand for en kredsstyrelse I Ballerup, som anbefalede at stemme nej til overenskomstresultatet, og medlemmerne i Ballerup var altovervejende enige, selvom udsigten til mulig konflikt også virkede afskrækkende i Ballerup. Jeg må nok indrømme, at jeg bliver mere og mere tilfreds med det nej. Resultatet var pauvert i forvejen, men med KL’s tilsidesættelse af pkt. 3 i arbejdstidsbilaget står vi nærmest afklædte tilbage. Og den vanvittige lejrskoleafgørelse tilføjede bare endnu et søm til ligkisten.   

Jeg indrømmer blankt, at jeg var rystet over, at Hovedstyrelsen så ensidigt agiterede for et overenskomstresultat, som er så tvivlsomt og på ingen måde sikrer vores medlemmer. For netop sikringen af medlemmerne er og har altid været vores fornemmeste fagforeningsopgave. Mindst ligeså rystet var jeg over, at vi ikke gjorde mere for at mobilisere medlemmerne op til OK15. Sjældent har der været så stille i januar og februar.

Jeg deler ikke Hovedstyrelsens opfattelse af, at medlemmerne mangler kræfter til at kæmpe for deres vilkår. Hvorfor har vi så kræfterne i Ballerup? Vi er ikke særlige. Hverken særlig røde, særlig energiske eller særlig hårde i filten. Men medlemmerne har brug for en fagpolitisk ledelse, som indgyder mod og håb, som opstiller forståelige scenarier og anviser handlemuligheder. Jeg savner hjerteblod, principfasthed og vilje i vores forening!

Jeg havde sådan ønsket, at vi stod mere på, at det ikke er vores fagforeningsopgave at acceptere såkaldte vilkår. Vi skal ikke underkaste os nødvendighedens politik og tage ansvar for noget, som vi ikke kan stå inde for. Vel er vi tillidsvalgte og har til opgave at skabe rolige arbejdsforhold, men vi har også en politisk opgave i at fortælle samfundet, at man ikke kan holde skole under de vilkår, som findes mange steder. I hvert fald ikke den skole, som jeg håber, at vi er fælles om at ønske for vores elever og børn. En skole, hvor vi lærere optræder med lyst, overskud og et vist mål af frihed, så vi reelt kan påtage os ansvaret for eleverne. Man kan ikke tage ansvar for noget, som man ikke har magt over.  

Jeg mener oprigtigt, at vi skal genoverveje vores tilslutning til Hovedaftalen fra 1899, og altså dermed den danske model, hvis det kun er arbejdstagerne, som forventes at leve op til ånden i den og føle sig forpligtet af den. Lederne har retten til at lede og fordele arbejdet og 1. fortolkningsretten, og vi forpligter os på fredspligt og rolige arbejdsforhold, fordi vi har retten til at organisere os og indgå kollektive aftaler. Hvor er vi henne, når staten og arbejdsgiverne ikke er villige til at acceptere vores kollektive aftaleret, sådan som det er tilfældet i øjeblikket? Og hvordan skal vi lykkes med at løfte vores ansvar over for medlemmerne, når vi selv medvirker til at delegere beslutninger til det lokale niveau, hvor vi ikke har konfliktret? Lokalt er vi mange gange totalt prisgivet, skal jeg hilse at sige.  Vi har kun den rå overholdelse af lovens eller aftalens bogstav at støtte os til, og den rigiditet er svær at samle medlemmerne om, fordi kampen er så langstrakt og ufokuseret. Jeg har svært ved at forsvare, at vi som forening lader den magtesløshed, som vi oplever ved det centrale bord, glide ned gennem systemet, hvor den til sidst lander på medlemmernes bord. Er det at tage ansvaret på os?

For at bringe det hele lidt ned på jorden, vil jeg forholde mig til opgørelsen af arbejdstiden.

Vi skal insistere på, at arbejdsgiverne får opgjort medlemmernes præsterede arbejdstid, så vi har vished for, at vores stærkt øgede undervisningsandel ikke blot betales af os selv gennem det grænseløse arbejde. Man skulle jo mene, at det ikke kan være så svært at få opfyldt et ønske, som er lovbestemt. Men dét dér med lov er håbløst gammeldags, er jeg begyndt at forstå. Lov er ikke længere noget, der skal overholdes. Som så meget andet skal også lov under normalitetsparadigmet betragtes som rammesætning til fortolkning – tilmed af meget elastisk karakter. Og det ændrer ret grundlæggende på vores udgangspunkt, når vi sidder over for en skoleledelse, som ikke føler sig videre forpligtet på at overholde lovgivning. Når vi så oven i købet har at gøre med et håndtag, som medlemmerne ikke er specielt interesserede i at anvende, fordi tilstedeværelsespligt, tidsregistrering og meningsløs dokumentation er fremmede værdier for en lærer, så har vi for alvor et problem. Jeg konstaterer, at vores håndtag mange steder er komplet ubrugeligt. Og det har indførelsen af fleksaftaler formentlig blot forværret. Min pointe er, at vi alt for ofte springer op som en løve og falder ned som et lam.

Vi skal styrke vores position frem mod OK18. Det ser jeg meget frem til, selvom der i sandhed er tale om det lange seje træk.

Helt banalt er situationen jo den, at kommunerne ikke ønsker eller har råd til ressourcebindinger af forberedelsestiden. Derfor er konklusionen ulidelig klar: hvis kommunens, og dermed skolernes, budget er for lille til det reelle behov, nedprioriteres lærernes forberedelse, som er belejligt usynlig, med den følgevirkning, at lærerne skal tåle et urimeligt arbejdsliv, og eleverne skal udsættes for dårligere undervisning, end vi burde kunne være bekendt. Det er sket i stor stil sidste skoleår, og det vil fortsætte fremover i alt for mange kommuner. Regeringens omprioriteringsbidrag har tilmed bidraget til at accelerere udviklingen i negativ retning. Her hjælper ingen saglige argumenter eller henvisninger til gode intentioner i et arbejdstidsbilag. Og oftest står læreren alene tilbage med den dårlige samvittighed og det utilstedelige valg; enten at leve med at levere en utilfredsstillende undervisning eller at skrue op for tempoet og/eller gratisarbejdet for trods alt at kunne se sig selv og eleverne i øjnene.

Vi accepterede med OK15, at kampen for ordentlige arbejdsvilkår fortsat i bedste fald er et anliggende primært for kredsene og tillidsrepræsentanterne. I værste fald et anliggende for den enkelte lærer, som pr. definition er alt for dårligt klædt på til en forhandling med sin skoleleder. Den udvikling er faretruende og højest ulykkelig, men den skulle have været forsøgt ændret ved overenskomstbordet. Næste chance får vi først i 2018, hvor vilkårene kan vise sig at være blevet så forskellige, at vi umuligt kan finde fælles fodslag. Dermed er det store fællesskab, den udtalte fællesfølelse og solidariteten en saga blot, selvom lærerarbejdet fortsat er påfaldende ensartet over det ganske land. Vores svagt nedadgående organisationsprocent kan vise sig at være første tegn på en særdeles alvorlig udvikling.

Jeg bliver til tider angst for, om vi uigenkaldeligt har givet afkald på aftalte arbejdstidsvilkår. Jeg fornemmer resignation og metaltræthed.

Under alle omstændigheder er det nu engang her, hvor vi står, og vi må sammen finde en vej. Men først og fremmest skal vi vel blive enige om, hvad vi sigter efter ved OK18?

Vi er som minimum nødt til at blive enige om følgende:

• Arbejder vi fortsat med professionsidealet som ledestjerne?
• Er professionsidealet foreneligt med fast tilstedeværelsestid?
• Kan vi acceptere en central arbejdstidsaftale, som er dårligere, end hvad nogle kredse vil kunne opnå lokalt
• Er vi fortsat en forening i 2018, eller går vi forbundsvejen?
• Kan vi på nogen måde forsvare, at en lærer planlægges med mere end 750 årlige undervisningstimer?
• Er vi enige om, at der fortsat ikke skal differentieres på forberedelsestiden, eller er det mere forberedelsestungt at undervise i fx udskolingsdansk end idræt på mellemtrinnet?
• I forlængelse heraf, hvad betyder det for vores arbejdstidstænkning, at lærere efterhånden enten er i indskolingen, på mellemtrinnet eller i udskolingen?
• Er finansiering af efteruddannelse fortsat et arbejdsgiveranliggende, eller har vi accepteret, at den enkelte lærer selv skal afholde noget af udgiften?
• Skal vi fortsat arbejde for særlige seniorinitiativer i forhold til arbejdstiden?
• Hvis vi mener, at folkeskoleskolen er en demokratisk samfundsinstitution, skal vi vel også fortsat mene, at ledelsesretten skal udfolde sig anderledes, end sådan som normaliseringen lægger op til?
• Er vi enige i at arbejde for kollektive lønmodeller, og skal de være lokale eller centrale? Eller kan løn fint udmøntes individuelt og/eller efter funktioner?

Der bliver vist nok at drøfte, men vi har selvfølgelig også god tid til det, hvis jeg skal slutte af i det polemiske hjørne.

Min holdning er, at vi kun selv - med stålsat sammenhold og fælles styrke - kan forandre vores og folkeskolens forhold til det bedre. Og her står vi bedst ved det centrale bord. Sammen gør vi en forskel!