Der mangler ikke løfter, ambitioner eller visioner for folkeskolen, når politikere fra folketing, KL eller Danske Regioner, forklarer, hvad de vil med skolen. Det kniber mere med den praktiske udførelse, når det viser sig, at resurserne ikke er til stede, og financieringen skal ske primært med lærernes arbejdstid.

Lov 409 er aktuelt det tydeligste eksempel.

Samme mangel på sammenhæng mellem politiske ambitioner og resurser ses i forbindelse med inklusion, hvor det bliver den enkelte læreres opgave, at få inklusionen til at fungere i dagligdagen.

Vel at mærke en inklusionsdagsorden, der ikke har fået midlerne med ud i klasserne – og hvor efter- og videreuddannelsesbehovet ikke er blevet politisk italesat før nu, hvor behovet er blevet dokumenteret.

Aktuelt er der afsat resurser på at kompetence-afklare lærernes formåen indenfor bestemte fag, og derpå give dem et kompetenceløft, så der kan undervises på liniefagsniveau i 2020. Det ville have været på sin plads at have lavet selvsamme øvelse i forhold til specialundervisningen og til varetagelsen af inklusions-dagsordenen. I stedet har man stort set fjernet special-pædagogikken fra læreruddannelsen, og inklusionsdagsordenen eller specialundervisningen er slet ikke prioriteret på samme vis – faktisk slet ikke overhovedet.

Udover at vigtig viden forsvinder fra specialundervisningsområdet med inklusionen, er dette blot endnu en opgave, der skal løses af lærerne. Hvordan det kommer til at gå med, er næsten forudsigeligt, da der i forbindelse med inklusionstanken bliver en bredere undervisningsdifferentieringen i den enkelte klasse, mindre tid til eftertanke, da forberedelsen er beskåret og arbejdsopgaven forøges yderligere med individuelle beskrivelser af fagmål og individuelle mål, for de elever, der er udfordret af inklusionstanken.

Så selvom skolelederne synes det går okay med inklusionen, har jeg overordentlig vanskeligt ved at se, hvordan politikernes ambitionsniveau tænkes gennemført, medmindre altså at deres ambition kun er defineret som: At 96 % af alle børn skal ”inkluderes”.

De mangler fortsat at definere inklusionsbegrebet – eller, hvad der er ”god inklusion”, og hvordan man tænker den implementeret i almen undervisningen.

Og i DLF mangler vi tilsvarende at give svar på, hvad planen er, når vores egen definition for inklusion ikke er den, der evalueres eller måles efter.

Hvad går opgaven ud på? Hvornår er den løst tilfredsstillende? – og hvilke resurser kan man forvente til at løse denne opgave?

….og så er der hele spillet om, hvad der skal til for at segregere de sidste 4 %. Bliver det:

• Skolelederens opgave – selvsamme, som jo synes at inklusionen fungerer fint?
• Lærerne, hvis manglende videre- og efteruddannelsesbehov nu er beskrevet? 
• PPRs opgave, at lave den snitflade og på baggrund af hvad – behov eller talværdi?
• Forældrene ud fra deres kendskab til børnene?
• Eller…?

- Og gad vide om eleverne bliver hørt?

Denne dagsorden kræver fælles forståelse af os alle, for at vi kan få andre uden for skolen til at forstå, hvad udfordringen er.

Derfor skal en fælles holdning til hele inklusionen og dens målsætning tydeliggøres - også i DLF og Hovedstyrelsen!