Inklusion er ideelt set den rigtige vej. Men tacklet på den forkerte måde bliver det til en belastning for alle. Reform, inklusion og forringede rammer for forberedelse er en dårlig cocktail. Forældre bliver frustrerede, elever bliver utrygge og lærerne udfordres på deres professionalisme, når de ikke føler, at rammerne er til stede, for at de kan løfte opgaven tilfredsstillende. Inklusion er ressourcekrævende og vil man ikke acceptere det, er projektet tæt på dømt til fiasko.

KL og partierne bag reform og inklusion fastholder, at inklusion ikke er en spareøvelse. At økonomien er fulgt med de børn der er blevet inkluderet. Det er muligvis sandt, men der er ingen garanti og intet krav om, at pengene bliver brugt specifikt på de inkluderede børn. Og så er der alle de børn der starter i indskolingen uden den økonomi, de ville have haft i et specialtilbud. Hvordan sikres ressourcerne til fornøden særlig indsats over dem – uden at det skal gå fra andre i klassen. Det er på den anden side heller ikke i orden, hvis de svageste og mest udsatte får et forringet tilbud i inklusionens navn.

Hvor bekymringen har været for de svageste børn, er barometeret nu ved at pege over på de stærkere i skolen. Vi høre udsagn som, "at inkluderede børn belaster". At det "går ud over indlæringen og kvaliteten i undervisningen i de klasser, hvor der er inkluderede elever". Vi skal for enhver pris undgå at gøre de svageste til syndebukke.

Derfor skal vi holde KL og kommunerne i en kort snor i det omfang, det overhovedet er muligt. Der skal være fokus på ressourcerne, herunder efteruddannelse. Vi skal blive ved med at analysere virkeligheden og ikke acceptere, at kommunerne vælger nemme løsninger på en svær opgave. 

Vi skal derfor fastholde at have megen opmærksomhed på kvaliteten af de tilbud, der bliver givet til de børn og unge, der har særlige behov.

Læs evt. mere på min blog – Skovmands blog: http://www.folkeskolen.dk/574962/inklusion-paa-norsk