Da jeg startede som lærer tilbage i 2002 sprudlede et lærerværelse som Moulin Rouge sprunget i luften og dalet ned som konfettistykker. Der var semiprofessionelle idrætsudøvere, kunstnere, musikere og forfattere blandt lærerne, og så var der noget som efterhånden er en sjælden ting. Der var energi. Der blev diskuteret højlydt på lærermøderne og søsat ideer, som alle havde en holdning til. Da grebet ti år senere blev strammet om lærerne og skolen, forlod mange af de her lærere faget, og os der blev tilbage blev på mange måder skygger af os selv. Vi arbejdede stadig hårdt, men energien forlod os under den nye stramme topstyring. Der var naturligvis også mange frustrationer – ikke mindst fordi man politisk vedtog både en inklusionslov og en skolereform og svigtede hele faggruppen samt den danske model for at få sin vilje.

I dag forsøger lærerne stadig at finde deres ben i en hårdt presset skole, og mange har aflært sig at søge indflydelse eller er blevet pålagt tavshed. Nye lærere er ikke vokset ind i den samme debatkultur på arbejdspladsen, som jeg blev en del af. Derfor er det tilbageskuende, når vi tror, at vi nu kan mobilisere til de store opgør på lærerværelserne. Til gengæld er det rigtigt set, at aktive og engagerede medlemmer gør en forskel, så vi skal selvfølgelig fremadrettet ændre kulturen. Det skal bare gøres fra bunden, og vi har hårdt brug for modet hos de få lærere, der stadig råber højt for at sætte processen i gang.

Her ryger vi ind i nogle selvmodsigelser, som vi er nødt til at adressere. Vi kan ikke både kalde til kamp og samtidig bede kampmyrerne om at hviske. Derfor skal vi nu, hvor det er besluttet at arbejde videre med A20, diskutere, hvad samarbejde er i en fagpolitisk kontekst. For det må formodes at være tænkt som et greb i værktøjskassen til at skabe forandring.

For det første skal hovedstyrelsen gå forrest med både aftalerne og drømmene. Hovedstyrelsen er nødt til at være en ledelse, der insisterer på centrale aftaler, for vi kan ikke leve med et fællesskab med en afhugget hånd. Derudover skal vi holde fast i vores kerne og respekten for lærergerningen i samtalen med politikere og embedsfolk. Indimellem må vi bare konstatere, at økonomi og menneskelige ressourcer ikke kan mødes. Her må aftalerne om samarbejde udfolde sig som et fælles projekt om at lede opad, fremfor en indirekte legitimering af det umulige. Det stiller meget store krav til det fælles sprog, og det kræver, at man arbejder ligeværdigt sammen vertikalt i styringskæden om skolens sprog og virke. Det er simpelthen ikke præciseret godt nok, hvad samarbejde betyder – og heldigvis for det - for det giver mulighed for at strække begrebet.

Derudover skal ledelsen sætte retning for drømmen. Som jeg allerede har påpeget i flere indlæg, skal man kunne fange drømmen, før man kan kæmpe for den, og det er svært, når den har været undertrykt så længe. Alle stærke sociale bevægelser starter med en leder, der har en drøm. ”I have a dream,” er jo nærmest overskriften på en stærk bevægelse. Det er svært med den ene hånd at være tvunget til at indgå det uholdbare kompromis og med den anden drømme højlydt om anstændige arbejdsforhold, hvor ingen bukker alt for tidligt under.

Det er et historisk dilemma, for skolen har aldrig været så presset, og forhandlingsmiljøet er præget af et samarbejde, der tager udgangspunkt i den ene parts præmisser. Derfor skal DLF med A20 i hånden blive dygtigere til at samarbejde med kant. Der er et sted mellem det begejstrede ja og det rungende nej, men det kræver, at hovedstyrelsen går forrest med centrale aftaler og drømme, hvis vi skal bære den faglige ånd ind på de trætte lærerværelser. Vi skal turde at sige højt, at lige nu arbejder vi med den aftale, som hovedstyrelsen valgte og som demokratisk blev stemt hjem, men vi skal også arbejde for noget bedre i fremtiden.