Vi har et fantastisk principprogram. Det er sammen med vedtægterne foreningens grundlov og berettigelse. Og principprogrammet er blevet bedre og skarpere i den nyeste udgave, som blev vedtaget på kongressen i september.

Som politisk valgte i Danmarks Lærerforening har vi et helt særligt ansvar for at stå fast på de principielle holdninger og værdier, der har grundlagt vores faglige fællesskab.

I hvor høj grad er der så aktuelt samklang mellem vores principper og virkeligheden?

Nedenfor har jeg trukket en længere liste af vigtige formuleringer ud fra vores principprogram. Din opgave er - med begge ben solidt plantet i virkeligheden - at holde din opmærksomhed på hvilke tanker og følelser, det afføder, når du læser dig igennem formuleringerne (spring bare videre, når du har fanget pointen):

”Folkeskolen skal være et nationalt anliggende, der drives og finansieres af det offentlige på en måde, så der overalt i landet er sammenhæng mellem de politiske mål og de økonomiske midler.”

”Medarbejdere, elever og forældre skal inddrages i alle relevante beslutninger.”

”Klasselærerfunktionen skal i hele skoleforløbet understøtte det forpligtende fællesskab i elevernes sociale og faglige liv samt koordination af undervisningen.”

”Lærerne og børnehaveklasselederne skal have mulighed for professionelt at forberede, gennemføre og evaluere undervisningen.”

”Viden fra forskning skal bidrage til en øget kvalitet og begrundede politiske, ledelsesmæssige og faglige valg.”

”Lærerens rolle som underviser, vejleder og ansvarlig for klassen skal respekteres.

”Læreren er en autoritet, og det professionelle råderum og den personlige integritet er en forudsætning for god klasseledelse.”

”Lærerens professionalisme tilgodeses med tid og rum til planlægning, koordinering, evaluering, refleksion, efteruddannelse og udvikling af den personlige, pædagogiske praksis.”

”Lederen har en nøglerolle, som består i at være den, der både vil og evner at give lærerne mulighed for at skabe god undervisning.”

”Læreruddannelsen er en nødvendig forudsætning for at være leder, da skolelederen skal have stor indsigt i lærernes arbejde, blandt andet for at kunne sikre opfyldelsen af folkeskolens krav.”

”Da folkeskolen skal udgøre et samlet skoleforløb, er det afgørende at fastholde en læreruddannelse, der giver undervisningskompetence i 1. - 10. klassetrin.”

”Der skal landsdækkende være sikret efteruddannelse i alle folkeskolens områder og fagrækken på alle klassetrin. Udgiften til efteruddannelse, herunder tid og studieafgift, skal finansieres af arbejdsgiveren.”

”God undervisning sikres bedst gennem arbejdsvilkår, herunder en arbejdstidsaftale, der understøtter lærerarbejdet som en profession.”

”De nationale arbejdsmarkeders aftale- og forhandlingsret skal respekteres.”

”Medlemmerne skal sikres ansættelsesvilkår, som passer til forskellige faser af arbejdslivet.”

”Vi tilstræber at indgå kollektive arbejdstidsaftaler så centralt som muligt, fordi de medvirker til at udvikle og understøtte lærerprofessionen og sikre ordentlige arbejdsvilkår.”

”Det har høj prioritet at sikre overensstemmelse mellem kravene og ressourcerne til folkeskolen, samt antallet af uddannede lærere modsvarer behovet.”

”Organisationernes aftaleret og A-kassesystemet, der betyder et fleksibelt og stabilt arbejdsmarked, skal fastholdes."​

”Den danske model” skal fortsat udvikles.”

Der kan næppe være nogen tvivl om, at man skal læse principprogrammet, som en vis herre læser bibelen for at nå til en anden konklusion, end at principprogrammet og virkeligheden aktuelt står i skærende kontrast til hinanden.

Der er naturligvis tusind gode forklaringer på, at principprogrammet har mistet sin kobling til virkeligheden, eller er det omvendt? Men jeg er personligt af den opfattelse, at man altid først og fremmest er nødt til at se indad og lede efter forhold, som man kan ændre ved sin egen ageren. Er vores forening helt uden skyld i, at vi står, hvor vi gør?

Det er min opfattelse, at vi er nødt til at ville selvkritikken og bruge flere kræfter på at reflektere over vores formål, mål, handlinger og virkemidler. Det letteste er at rette skytset udad - og det er der ved den søde grød også alverdens gode grunde til - men det er nu engang mest troværdigt, hvis man samtidig udøver kritik indad.  

På dansk har vi flere udtryk, som opdrager os til det samme; at holde kritikken inden døre:

”Man skider ikke i egen rede.”

”Man hænger ikke sit beskidte vasketøj offentligt til tørre.”

Det kan jeg sagtens tilslutte mig, for det er klogt, ordentligt og respektfuldt. Men jeg er modstander af den radikaliserede udgave, som foreskriver, at vi er bedst stillet ved også at lægge en dæmper på intern kritik. Som politisk valgte svigter vi, hvis vi ikke konstant udøver selvkritik og stiller alle relevante spørgsmål, uanset hvor tæt på de måtte gå.   

Her kan vi godt blive bedre.