For nylig mødte jeg et udsagn fra en lærerkollega, som gjorde mig ked af det. Nu har jeg ikke let til tårer, men følelsen kan vel også snarere beskrives som melankoli og dyb ærgrelse – eller måske ligefrem som afsavn og længsel. Læreren sagde frit efter hukommelsen: ”Før i tiden var vi (læs: ledelse og lærere) sammen om at udvikle skolen. Vi havde de samme ønsker for eleverne og hinanden og havde ikke et stort behov for at markere forskellige positioner. I dag bliver ledelsesretten fremhævet både i skåltaler og i dagligdagen; til receptioner, uformelle lejligheder og når en kollega har været for kritisk på et møde. Tilmed benævnes vi ikke længere som lærere - men er blevet til ”medarbejdere” - og har ingen medbestemmelsesret. Der er opstået et ’dem’ og ’os’, og ledelsen gør en dyd ud af det.”

Under konflikten i 2013 fik vores formand i festligt lag uforvarende udtalt: ”Det er os, der skal lave den nye skole. De siger, at nu skal lederne lede og fordele arbejdet. Gu skal de da ej. Det bestemmer vi da”. Erik Nielsen (KL’s daværende formand) svarede i Ritzau med en skriftlig kommentar: ”Det er første gang, at Bondo indrømmer, hvad det hele handler om: Nemlig at Danmarks Lærerforening ikke vil opgive deres ret til at bestemme over skolen."

Lad det være sagt med det samme; udtalelsen var selvfølgelig strategisk og retorisk stærkt uheldig, men jeg deler tankegodset og nærer stor sympati og forståelse for den. Lærere er ledere, og det kræver frihedsgrader og selvstændighed at forvalte det kvalificeret. Man kan ikke have ansvar for noget, man ikke har magt over. Ejerskab kommer med indflydelse. Lærerne er tættest på eleverne. De træffer de bedste beslutninger for eleverne, og det bør ledelsesmæssigt anerkendes, at lærerne ofte ved bedst, når det gælder undervisningen og udviklingen af samme. Fra et lærerperspektiv er en god leder kendetegnet ved at være der, når læreren og klassen har brug for hjælp, og ved at lytte, vejlede og ’forstyrre’ læreren på en bestemt, men omsorgsfuld måde. Skoleledelsen skal ud fra faglige og pædagogiske visioner lede os mod en stadig bedre skole for alle elever. Det har ingen grænser og ingen afslutning, og det bliver aldrig perfekt.

Men hvornår blev det en sandhed, at ledelse i folkeskolen bliver bedre af den nuværende doktrin med Lov 409 og såkaldt fuld ledelsesret, når vi ved, at det er arbejdets karakter og udførelse, der betinger, hvordan ledelse mest hensigtsmæssigt praktiseres?     

Jeg har enorm respekt for ledelse – det er en vanskelig metier – som kan gøre forskellen. Ledelse er dog kun noget i sammenhæng med andre. For mig at se består god ledelse netop i, at man på en tydelig og retningsgivende måde leder i det omfang, det er absolut nødvendigt. Og en leder skal lede på alt andet end sin formelle ledelsesret, hvis ønsket er opbakning og fremdrift og ikke frygt. Hvis man overgør sin ledelse og styrer mere, end man leder, skabes frustration, åndsfraværelse og ansvarsløshed. En målrettet og effektiv organisation er ikke kendetegnet ved, at alle gør det, som de har fået besked på, men ved, at alle i de givne situationer involverer sig og tager et personligt ansvar for at træffe de rigtige beslutninger. Det forudsætter en passende grad af autonomi til aktørerne og ledelsens accept af et vist niveau af kaos. 

Jeg er rædselsslagen for doktrinen. Men det er ikke, fordi vores magtposition i firkantet forstand er udfordret, eller fordi forandringer i sig selv er angstprovokerende. Nej, det er, fordi der er tale om en blindgyde, som ender i dysfunktionelle skoler, og fordi jeg ikke køber det menneske- og samfundssyn, som fordrer udviklingen og ledelsesrollen. Kloge hoveder kunne udarbejde en lang liste over bekymrende udviklingstendenser, når det kommer til styring og ledelse af folkeskolen, men jeg har valgt at nævne tre her, som jeg finder centrale:

1) Forestillingen om, at mennesker er ydrestyrede. Den forestilling tilsiger, at mennesker hovedsageligt er drevet af ydre belønningssystemer, hvor udgangspunktet er, at indre drivende kræfter ikke tillægges stor værdi. Man kan således med afsæt heri aktivere engagementet hos eksempelvis lærere med henholdsvis pisk og/eller gulerod. Ved at befale nogen at gøre noget eller ved at belønne en indsats med eksempelvis resultatløn. Der er grundlæggende tale om et neoliberalt menneskesyn, som de færreste lærere passer ind i eller bekender sig til, men det er ikke desto mindre, hvad arbejdsgiverne bredt set er dybt optaget af. Problemet er, at når lærere, og andre fagprofessionelle, oplever, at de reelt ikke bliver hørt, anerkendt og har medbestemmelsesret i forhold til skolens og undervisningens udvikling - og derigennem har mulighed for at udleve deres professionelle identitet, som i øvrigt ofte er tæt knyttet til deres personlige identitet - reagerer de ved enten at blive syge eller udvikle kynisme og neddrosle ambitionsniveauet i deres arbejde. Populært sagt går man fra en professionsorienteret tankegang til en lønmodtagertankegang. Både sygdom og kynisme er til stor skade for lærerne, eleverne, skolen og samfundet.

2) Fra ledelse til management. Lederne er fanget i et krydspres mellem professionsorienteret pædagogisk ledelse og virksomhedsorienteret strategisk ledelse. Og desværre vinder den virksomhedsorienterede strategiske ledelse alt for ofte, fordi den netop udmærker sig ved at omhandle det, som umiddelbart kan værdisættes og håndteres i den markedsforståelse, som konkurrencestaten dikterer. Ledelse bliver til management, og det bliver næsten et mål i sig selv, at ledelse er løftet ud af og væk fra en professionsfaglighed. De tendenser, der skubber til udviklingen, er kommunal koncerntænkning, lønsumstyring, top-down-modeller, tværfaglighed, kvalitetsmålinger, effektiviseringsværktøjer, benchmark og standardiseringer. Og forudsætningen er en bastant og hårdfør stat og ledelse. På skolerne oplever lærerne, at de ikke bliver set og hørt, fordi der hele tiden er en højere og - efter vores mening - skolefremmed dagsorden, som bliver presset ned oven fra. Ledelsen tager ikke lærernes oplevelser, frustrationer og løsningsforslag alvorligt, men måler og vejer succesen på forhold, som er værdimæssigt fjerne for os og ligger langt nede på vores prioriteringsliste. Dybden i lærerarbejdet bliver fortrængt til fordel for en overfladiskhed styret af folk, der reelt ikke brænder for at holde skole, men for at få butikken til at køre. Det handler mere om profilering og synliggørelse - om at få det til at se godt ud og skabe opmærksomhed - end om at lære børnene noget vigtigt. Det er gift for vores folkeskole, at afstanden mellem ledelsens og lærernes virkelighed og perspektiv bliver ved med at vokse.

3) Demokratiet er helt forsvundet i folkeskolen. Måske i vores samfund i det hele taget. Og det er næsten blevet noget, man hylder ud fra mantraet, at det – med Newspeak - er mere ’effektivt’ og ’fleksibelt’ på den måde. Det levede demokrati er langsommeligt. Når nødvendighedens politik og New Public Management har ryddet bordet og har taget patent på samfundsordenen, er intet til genstand for egentlig demokratisk debat; enten er du med os, eller også er du imod os. Kritikken forstummer på skolen - for der er alligevel ikke noget, som kan ændres - meninger brydes ikke længere i det åbne. I stedet udvikler lærerne apati og lukker sig om sig selv. Der breder sig en tavshedskultur i skolen, hvor lærerne måske oven i købet frygter for deres jobmuligheder, hvis de udtaler sig kritisk om forholdene, skønt der er mere end god grund til det. Tilbage står, at man har glemt, at kritik altid udspringer af læreres behjertede forsøg på at skabe forbedringer.

Hvis vi ønsker et demokratisk samfund i dybeste og mest rendyrkede forstand, er demokratisk ledelse i folkeskolen en nødvendighed. Og folkeskolens ledere skal være optagede af at opfordre lærerne til at tage del i centrale beslutninger vedrørende skolens indhold, drift og udvikling. De skal have en stærk orientering hen imod at udvikle undervisning og læringsmiljøer - ikke måleinstrumenter og glitret indpakning. Hverdagen skal være præget af ledernes oprigtige tillid til lærerne, en evne til at lytte og kommunikere åbent og en stærk forpligtelse til at myndiggøre lærerne og dele magten.

Folkeskolen har ikke mindst i denne tid brug for lærere, der kan se, hvordan skolens dagligdag kan komme til at virke bedst muligt, og den kan ikke løse sin opgave, med mindre vi værner om åndsfriheden og de demokratiske processer. Det skal vi blive med at råbe op om, selv når andre for længst er blevet trætte af os.

Vi må konstatere, at traditionel ledelse i folkeskolen ikke fungerer. Vi må aldrig acceptere det ’dem’ og ’os’, som det nuværende Lov 409-doktrin fordrer, men derimod arbejde for en folkeskole, som ledere og lærere - med et demokratisk afsæt - tager fælles ansvar for.