Der var ild i øjnene på Morten Refskov, da han på en smuk solskinsdag i oktober 2016, stillede sig op foran et kuld nyvalgte tillidsrepræsentanter på Sinatur Gl. Avernæs, og fortalte om dansk fagforeningshistorie. Jeg ved det, for jeg var der selv!

Vi var det første hold på tillidsrepræsentantsuddannelsen, som fik Mortens store fagpolitiske engagement at føle. Alle sad på det yderste af sædet når Morten med lige stor begejstring, førte os gennem alt fra foreningsstruktur henover forhandlingsstrategi til mere langhårede filosofiske tanker om medlemsdemokrati. Uanset om man var enig i alle Mortens idéer og holdninger, så var én ting sikkert; når vi evaluerede på uddannelsesdagenes indhold, så var det samme udsagn at finde på alles evalueringsark. MERE MORTEN!

Jeg har siden oplevet Morten ved flere lejligheder, herunder som oplægsholder på vores årlige TR-kursus i vores lokale lærerkreds. Ligesom dengang på tillidsrepræsentantsuddannelsen, er det min oplevelse, at alle i lokalet lytter, når Morten taler. Morten har en sjælden evne til at brænde igennem uanset emne og publikum. Jeg ved, at alle I kongresdelegerede, der i de seneste uger har hørt Morten tale rundt omkring i Danmark, har haft den samme oplevelse. I har alle oplevet Mortens gennemslagskraft og hørt om hans visioner for et stærkere og mere demokratisk Danmarks Lærerforening.

Når jeg på bagkant af urafstemningen om A20 lægger øret mod jorden i Danmarks Lærerforening, kan jeg høre, at der er brug for en ny vej. Vi har brug for en formand, der kan samle os. Der er brug for en formand, der ser vores uenighed som en styrke. Vi har brug for en formand, der ikke er bange for at tage livtag med gamle dogmer. Vi har brug for en formand, der kan brænde igennem et moderne mediebillede. Vi har brug for, at der træffes nye og modige beslutninger. Vi har i Danmarks Lærerforening - mere end nogensinde før - brug for MERE MORTEN!