En forældelse af dagpengesystemet Man kan jo spørge sig selv om, hvorfor regeringen, DF, SF og Ø ikke vil tage ved lære af de erfaringer, vi har gjort os under nedlukningen, hvor de digitale samtaler har fungeret rigtig godt? Når arbejdsmarkedet er baseret på en høj grad af digitalisering, er det uforståeligt, at digitalisering ikke også kan bruges i arbejdet med ledige. Den nye delaftale virker som en decideret rejse tilbage i tiden, der fastlåser dagpengesystemet i rigide og forældede måder at gøre tingene på. Vi kender vores medlemmer Vi kender vores medlemmer bedst. Vi kender deres faglighed, deres arbejdsmarked og vi lytter til deres behov. Vores fornemste opgave er nemlig at hjælpe vores medlemmer videre i arbejde. Indtil den 1. august 2021 har vi haft mulighed for både at afholde digitale og fysiske møder. Vores medlemmer har været glade for fleksibiliteten, og vi har været glade for fleksibiliteten, fordi det har givet os mulighed for at vælge præcist det værktøj, som er bedst for den enkelte. Vi ved nemlig også, at der er forskel på folk og derfor også forskel på, hvordan vi bedst hjælper det enkelte medlem hurtigt i job.

Den nye delaftale rammer skævt Nu har regeringen valgt at lukke for muligheden for digitale samtaler i de første seks måneders ledighed. Når man har været ledig i mere end seks måneder, må vi godt afholde digitale møder. Vi kender ikke baggrunden for beslutningen, for der er ingen evidens for, at fysiske samtaler er bedre end digitale i forhold til at bringe det ledige medlem i arbejde igen. Og hvis regeringen mener, at de digitale samtaler er dårligere end de fysiske, giver det slet ikke mening at forbeholde de digitale samtaler til ledige med mere end seks måneders ledighed. Det vil jo i givet fald være et signal om, at vi har opgivet de af vores medlemmer, der stadig er ledige efter seks måneder. Beslutningen må og kan gøres om. Som tidligere justitsminister Erling Olsen sagde: Hellere tabe ansigt end tabe hovedet!