Folkeskolens leder:

Forsigtig glæde og et stort men

Det myldrer rundt med synspunkter, krav og anbefalinger om corona. Midt i det hele druknede en undersøgelse i sidste uge i strømmen af nyheder – men noget tyder på, at der alligevel er lyttet til den.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var forskeren Ane Qvortrup, som har fulgt elever og forældre under nedlukningen. Hun konkluderede, at de mindste har mest behov for at komme tilbage i skole. Det er der åbenbart blevet lyttet til, og det er mange lærere og elever glade for.

Vi glæder os lige så meget som børnene, siger en lærer til Folkeskolen. Man må håbe, at de får lov til at blive hængende.

Forskeren fortalte også, at der er en meget stor tilfredshed med lærernes indsats. Det bør lærerne klappe sig selv på skuldrene over.

Mange forældre har nu også prøvet det på egen krop. Alle ved, at forældrenes erfaring med at holde en børnefødselsdag for en flok lopper i 4. klasse som regel fører til større respekt for lærergerningen. På samme måde har hjemmeskolen ved spisebordet nok fået flere forældre til at se med fornyet respekt på lærerne.

Så der er noget at glæde sig over.

Men der er godt nok også et par store men'er. Det giver ingen mening, at den nødbekendtgørelse, som gælder frem til sommerferien, nogle steder åbenbart kan tolkes, som at lærerne skal undervise alle deres klasser i den normale fagrække - hvor blev "nøden" lige af?

Og så er der Børne- og Undervisningsministeriets retningslinjer, som skolerne skal følge for de elever, som nu er fysisk på skolen. Det er svært at forstå, at det har taget mange dage at skrive dem, for de er et ekko af de generelle anbefalinger om afspritning, håndvask og afstand - i det omfang det kan lade sig gøre. For eksempel kan man afspritte dørhåndtag en gang om dagen. Papirkurven skal også tømmes, når den er fuld.

Retningslinjerne er klar: Lærere bør holde 2 meters afstand til elever, hvis situationen tillader det

Afstandskrav må fraviges, hvis de ikke kan overholdes. Og antallet af forskellige lærere per klasse fremgår i denne sætning: "Skolen planlægger i videst muligt omfang, så de enkelte elever ikke undervises af flere forskellige lærere eller pædagoger, end det er nødvendigt".

Virkelig? Det gør man forhåbentlig i forvejen.

Lad os glæde os over, at de små er tilbage i skolen. Og må den sunde fornuft træde ind, hvor de ministerielle retningslinjer fejler. Det er der brug for.