Debat
Lærere og konsulenter bliver fyret i stribevis
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Nu må DLF tage kontakt til HK og høre om den lønforsikring, de lige har vedtaget for deres medlemmer. Den går ud på, at hvis man er medlem af både a-kasse og fagforening, så kan man for cirka 35 kroner om måneden opnå en væsentlig højere understøttelse, hvis man bliver afskediget.
Vi er mange, der gerne vil have denne mulighed, så på med de hurtige arbejdsbukser!
Svar
Din henvendelse til hovedstyrelsen og til Folkeskolens redaktion er drøftet på DLF's hovedstyrelsesmøde den 20. marts.
Hovedstyrelsen har stor forståelse for ønsket om en højere kompensation ved ledighed, end dagpengesystemet giver mulighed for.
Dette gælder ikke mindst i øjeblikket, hvor ledighed blandt lærere desværre igen er blevet et betragteligt problem.
Det ligger hovedstyrelsen meget på sinde at arbejde for bedre beskæftigelsesmuligheder for de ledige lærere, men også at forbedre forholdene for de ledige. I den forbindelse er det naturligt også at overveje, hvorledes man kan afbøde den betragtelige nedgang i indtægt, som overgangen fra at være i beskæftigelse til at modtage dagpenge medfører.
I din henvendelse henviser du til HK's lønforsikringsordning, hvor medlemmerne af HK for cirka 35 kroner om måneden kan få sikret op til 80 procent af deres indtægt ved ledighed.
HK's ordning afspejler dog ikke den reelle fordeling af udgifterne ved ordningen. Alle medlemmer af HK betaler således et forhøjet kontingent for at finansiere de reelle udgifter ved lønforsikringsordningen. De 35 kroner om måneden er således kun en brøkdel af den reelle omkostning.
Hvis alle medlemmer af HK tilvalgte ordningen, ville HK således være nødt til at hæve kontingentet eller betalingen for lønforsikringen betragteligt.
Danmarks Lærerforening ønsker i stedet en ordning, hvor den enkelte har mulighed for at tage stilling til, om en lønforsikring er noget, der er relevant for vedkommende, men hvor udgiften for det individuelle tilvalg ikke placeres i det kontingent, som alle betaler.
Som du måske ved, tilbyder Lærerstandens Brandforsikring en ledighedsforsikring til medlemmer af Lærernes A-kasse.
Det kan endvidere oplyses, at Lærernes A-kasse er i færd med at arbejde med lønforsikring som en frivillig tilkøbsordning i a-kasseregi og i øjeblikket har en ansøgning vedrørende dette til behandling hos Beskæftigelsesministeriet.
Anders Bondo Christensen