Debatten om forskellene eller mangel på samme mellem LOV409, forståelsespapiret fra OK15 og den foreliggende partsaftale er forståeligt nok også  i gang blandt lærerne. 

Det er også hyppigt oppe at vende i debatten om vi bør have mere, mindre eller samme tillid til KL i dag end tidligere. 

Diskussionen er ikke uvæsentlig at tage. 

Men det er ikke de små forskelle i teksterne eller i KLs troværdighed der gør udslaget for mig.  

For mig at se er den altafgørende forskel på LOV409, OK15 og denne partsaftale helt grundlæggende eksistentiel. 

Stemmer lærerne ja til denne aftale, fraskriver vi os aktivt retten til en arbejdstidsaftale (sådan en god klassisk en med håndfaste indgreb i den fulde ledelsesret).  Konsekvensen af vores rettighedstab bliver at det vi egentlig stemmer ja til er en medansvarsaftale. 

Det er en form for nytænkning hvor arbejdsgiver bestemmer det hele og TR ude på skolerne får piskene for kommunens planlagte overforbrug af vores arbejdskraft. 

Vores eneste værn, og betroede TR, vil blive en neglelus mellem ledelse og lærere. 

I offentligheden vil det igen blive os der får piskene for ikke at lykkes med den umulige opgave at få enderne i folkeskolen til at nå sammen - nu står LOV409 jo ikke længere i vejen. 

De kortere skoledage, hvis de bliver en realitet, er naturligvis godt for børnene, men for den enkelte lærer vil det ikke gøre arbejdsmængden mindre. 

Det vil med større sandsynlighed gøre lærerkollegiet mindre.

Med det i udsigt er det svært at anbefale og stemme andet end NEJ til den foreliggende aftale. 

Samarbejdssporet er udtømt. 

Det må være slut med OL i baglænsgang i arbejdskamp. Vi må se fremad.

Det er slut at forsøge at knæle sig til resultater og se helt basale demokratiske rettigheder som høringsret og rimelighed på en arbejdsplads, pakket ind i et ligegyldigt, men dyrt og tidskrævende monsterbureaukrati, fremstillet som en landvinding og nytænkning i en arbejdstidsaftale.