Den overenskomst om arbejdstid, som Kommunernes Landsforening har nikket ja til, er kun en variant af deres model fra 2013. De kræver stadig ro og fred (ingen strejker) og fuld ledelsesret, men vil ikke give et eneste kollektiv værn i retur. De har accepteret et samarbejde med kreds og TR, men de forbeholder sig 100 % ret til at afgøre, hvad samarbejdet skal munde ud i. De vil betale for resterne af aldersreduktionen, men den betaling og det mikroindgreb i ledelsesretten er under bagatelgrænsen.

Vi har brug for at udvikle en ny strategi, og der er alternativer. Jeg har to forslag:

1. Vi stemmer nej til aftalen, og derefter går vi til OK21 og aftaler med KL, at vi fortsætter med de nuværende gældende forhold. Så kan vi i den periode, som OK21 varer, bruge tiden til i fællesskab at udvikle en ny strategi, som kan give os en overenskomstaftale om arbejdstid efter den model, som alle de andre faggrupper har, den model vi havde før 2013 – en aftale efter den danske model. En aftale, hvor vi får kollektive rettigheder og værn, som er beskyttet mod ledelsesretten og har værdi i vores arbejdsliv, når vi til gengæld lover KL ikke at strejke i perioden.
2. Vi stemmer nej til aftalen, og derefter går vi tilbage til Forhandlingsfællesskabet, som stod bag os i 2018. Jeg tror fuldt ud på, at vi sammen med de mange andre faggrupper, der har KL som arbejdsgiver, kan tvinge KL til at indgå en arbejdsaftale med en reel sikring ved OK21. Ingen af de andre faggrupper ønsker sig en fremtid, hvor KL opsiger deres arbejdstidsaftaler og siger: Nu får I en samarbejdsaftale lige som lærerne uden værn. Denne strategi har som forudsætning, at vi hurtigt kan samle os om den, ellers må vi bruge den nødvendige tid og vælge strategi 1.

Baggrundsanalyse for mine to forslag:

I 2013 blev sammenholdet og solidariteten sat på prøve i Danmarks Lærerforening. Ved overenskomstforhandlingerne krævede Kommunernes Landsforening en helt ny model for en overenskomstaftale om arbejdstid. Deres nye model krævede, at vi gav dem fred og ro (undlod at strejke) og fuld ledelsesret i hele overenskomstperioden, uden at de ville give os nogen som helst af de landsdækkende kollektive værn og goder, vi bad om. En model, som var helt anderledes end den måde, overenskomster var indgået på i 100 år på det danske arbejdsmarked. Alle i hovedstyrelsen og alle vi medlemmer stod sammen og sagde et rungende nej. Så blev vi lockoutet, og regeringen lod lockouten løbe længe for derefter at ophøje KL’s nye model til lov – lov409. Den dag, da lovindgrebet slukkede lyset, lovede vi hinanden, at vi ville holde sammen og arbejde os frem til en dag igen at kunne indgå en overenskomst og få kollektive rettigheder i betaling for, at KL fik fred og ro.

Med Anders Bondo i spidsen og med parolen: Den bedste aftale laver man i samarbejde, valgte vi i DLF en samarbejdsstrategi for at komme i mål. I 2015 fik vi samarbejdspapiret bilag 4, i 2018 fik vi samarbejde om professionel kapital, Ny start samarbejdet og lærerkommissionen, i 2020 fik vi periodeforhandlingen, og så skulle den være hjemme – men nej.