En lærer skal lige nå at kopiere noget materiale inden sin lektion. Men da hun går ind i kopirummet, opdager hun, at der ikke er mere papir i kopimaskinen. Hun henter noget papir og lægger det i, for hun har travlt. Meget forståeligt.

Men lige nu i Vordingborg er det ikke smart. Medmindre det er beskrevet i en plan, som hendes leder har udarbejdet. Og det er det ikke.

Der foregår nemlig en arbejdskamp - en kamp om tiden, og hvordan den skal aftales.

Den udspiller sig mange steder: Som i eksemplet med kopirummet, når forældre ringer for at tale med læreren, og når skolen har fødselsdag. Alle små og store dele af lærerens arbejde skal ledelsen nu have beskrevet i en såkaldt mødeplan - og hvis der ikke udtrykkeligt står »lægge papir i kopimaskinen«, må læreren ikke gøre det.

Absurd. Vanvittigt. Mærkeligt. Og så i 2010.

I næsten alle landets kommuner er lærernes arbejdstid reguleret på en måde, der ligner det øvrige moderne arbejdsmarked med overordnede rammer og hovedopgaver.

Arbejdstidsaftalen fra 2008 sikrer, at opgaver som forældresamarbejde, kopiering, forberedelse, samarbejde i lærerteam og undervisning i klassen er lagt sammen i en stor pulje af tid, i erkendelse af at lærerarbejde ikke kan deles op i småbidder som ved et samlebånd.

Men i Vordingborg er en ellers færdigforhandlet aftale blevet fejet af bordet, og derfor er lærerne havnet på en såkaldt »mødeplan«, hvor hver enkelt skoleleder skal fremstille en plan, som fastlægger, at A skal have opsyn med fysiklokalet, mens B skal stå i en klasse, og C skal have tid til at holde møde.

Alt, som der ikke er afsat tid til, må lærerne ikke udføre.

Det fører til absurde situationer, som at lærerne ikke må være med til forberedelsen af skolens fødselsdag, og at en tillidsrepræsentant ikke har mulighed for at tale med en lærer, før hun har aftalt det med lederen i hvert enkelt tilfælde. Når så alle lærere også har fået pålagt at undervise mere, er det ikke så mærkeligt, at stemningen er i bund, og der er stor frustration over den møgbesværlige hverdag.

Men det er en kamp, som det er nødvendigt at tage. For det er nødvendigt at have en aftale omkring arbejdstiden, som sikrer, at læreren kan tage ansvaret for, at alt det, som hører med til at undervise eleverne, bliver udført, uden at skulle aftale hver enkelt del med chefen. Det er sund fornuft.

Og sker det først i Vordingborg, kan det brede sig til hele landet, med det resultat at lærere pludselig skal arbejde som i industrialiseringens barndom.

Så det handler om at bide tænderne sammen i Vordingborg og holde sig til reglerne, selv om det føles mærkeligt. For problemerne kan naturligvis løses. Hvor der er en vilje, er der en vej! Men den kan godt være lang og træls.

Hanne Birgitte Jørgensenn, ansv. chefredaktør, hjo@dlf.org