Debat
Om lærerne
underviser nok?
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Der skrives så meget om, at lærerne ikke underviser nok. Der bruges for få timer på ren undervisning. Min kommentar hertil er, at da jeg stoppede som lærer i 2004, var mit timetal oppe på 30. »Konfrontationstimer« hed det engang. I 2002 var tallet endda oppe på 31 timer.
Dertil kom, at jeg var skolebibliotekar. Da jeg havde elever i alle bibliotekstimer, skulle jeg også sætte bøger på plads i min »fritid«.
Ud over dette stod jeg også for tyskafdelingen med indkøb/klargøring af bøger og så videre.
På et tidspunkt syntes jeg, at nu kunne det være nok. Jeg tror nok, vi havde en tillidsmand. Det skal man have. Men hver gang jeg brokkede mig den vej, fik jeg at vide: »Du er jo ikke klasselærer. Derfor de mange timer«. Den slags begrundelse kan vel nok bruges til noget! - Sløjdlærere, idrætslærere og fysiklærere var heller ikke klasselærere, men de var ikke i nærheden af de 30 undervisningstimer om ugen.
Som et kuriosum kan jeg nævne, at da jeg var »på græs« midt i 1960'erne, havde jeg også mere end 30 timer. Men der var der heldigvis også plads på skemaet, fordi vi gik i skole om lørdagen. Derudover fik jeg hver måned udbetalt rigtig mange penge for alle mine overtimer. I betragtning af at den ugentlige arbejdstid fra dengang og til nu er faldet med knap 18 procent, ser det lidt underligt ud, at den for mit vedkommende stort set er endt uændret.