Så kom der et forlig. Euforien blev dog afløst af skuffelse, da det blev klart, at forliget ikke indeholder en arbejdstidsaftale. I stedet kom en undersøgelseskommission og nogle håndtag til at kæmpe videre for det lokale samarbejde.

Resultatet står i skarp kontrast til den oplevelse, lærerne - og tv-seerne - har haft undervejs. Uden for Forligsen har der været entusiasme og forbrødring, indenfor åbenbart ufremkommelige modparter og - som det viste sig - kammerater, som går egne veje. At de forinden har lagt et hårdt pres på lærernes forhandlere, virker sandsynligt.

Men lærerne har også opnået noget undervejs. Endelig ser det ud til, at der er kommet en vis forståelse for lærernes kamp. Også selv om detaljerne i arbejdstidskravene aldrig bliver folkelig paratviden. Lægger man det sammen med en tidsånd, hvor selv Socialdemokratiet sætter spørgsmålstegn ved Moderniseringsstyrelsen, tegner der sig et billede af, at de næste år kan være der, hvor vi slipper af med New Public Management og skaber mere kvalitet i folkeskolen. Det skyldes, at lærernes kamp faktisk har smittet andre faggrupper.

Indtil nu har lærerne været den eneste gruppe, som går til overenskomstforhandlinger med det mål at få mulighed for at kunne levere et godt stykke arbejde.

Socialrådgiverne går ikke til forhandlinger med krav om et loft over antallet af sager, pædagogerne satser ikke på minimumsnormeringer i børnehaverne, og lægerne truer ikke med strejke for at undgå at arbejde på sundhedsplatformen. Det er kun lærerne, som brændende ønsker en aftale med det formål at kunne levere kvalitet. Det er næsten ikke til at bære at skulle leve med dårlig undervisning i tre år til.

Det er godt nok op ad bakke. Modparten på lige det spørgsmål er ikke bare KL. Det er hele den politiske nedskæringspolitik for den offentlige sektor. Det er en formidabel modstander.

Men noget tyder på, at lærerne nu er mindre alene med dagsordenen. Engagementet og entusiasmen foran Forligsen var båret af en erkendelse af, at »nok er nok« ikke kun handler om at få en god nok løn. For mange andre i det offentlige drejer det sig også om at få lov til at levere et stykke professionelt arbejde og slippe ud af rigide styringssystemer. Her kan lærernes undersøgelseskommission godt komme til at danne skole.

Tre gange har DLF forsøgt af alle kræfter at overbevise KL om, hvad der skal til for at levere god undervisning. Helt forgæves. KL - og storebror Moderniseringsstyrelsen - deler simpelthen ikke det billede af folkeskolen, som lærerne har. Det fremgår tydeligt. Så en kommission kan blive den pædagogiske øvelse, som via tredjemand endelig får tegnet et portræt, som begge parter står inde for.

Om det billede så vil føre til, at lærerne i ét hug får den perfekte arbejdstidsaftale, er nok tvivlsomt. Men det bliver sværere for KL at hælde det hele ned af brættet, når de selv har været med til at føre blyanten.

(Næste nummer af Folkeskolen indeholder DLF's materiale til urafstemningen)