Debat
Rødt lys for lærerne?
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Inden for trafikplanlægningen har man, som de fleste nok har bemærket, de senere år i høj grad valgt at anvende rundkørsler frem for lyskryds. Baggrunden er, at det simpelthen har vist sig, at trafikken glider lettere på denne måde. Det er mere effektivt. Men lad os lige se på principperne for disse to reguleringsmetoder. Ved lysregulering er der en på forhånd defineret rytme, som trafikanterne blot skal indrette sig efter. Der er ikke så meget, der skal tages stilling til. Ved rundkørslerne derimod skal man være vågen og opmærksom på de øvrige trafikanters adfærd, og man skal tilpasse sin egen adfærd i forhold til helheden.
Inden for arbejdstidsplanlægning er der også to modeller: En, hvor ledelsen fastlægger tingene, hvornår, hvor og med hvad man skal arbejde, og så en anden, hvor medarbejderne, inden for givne rammer, selv skal aftale og udføre opgaverne på den mest hensigtsmæssige måde. Den sidste model har vundet meget frem på det seneste, fordi man har fundet ud af, at det er den mest effektive. Man opnår størst produktivitet på den måde.
På undervisningsområdet har man imidlertid igangsat et stort projekt, der går ud på at fjerne rundkørsler og erstatte dem med lyskurve. Baggrunden er vel, at det kan virke lidt uoverskueligt og kaotisk, når man betragter færdslen i en rundkørsel. Der har været et ønske om at få en struktur, hvor man kan bevare overblikket og i ro og mag betragte, hvem der kører hvorhen. Projektet er kun i sin startfase, og mon ikke det inden længe vil blive klart for de ansvarshavende, at det dels vil have en negativ indflydelse på afviklingen af trafikken, dels vil medføre nogle frustrerede trafikanter, som ikke længere kommer så hurtigt og sikkert frem til deres bestemmelsessted?