Den 9. januar havde jeg et møde med undervisningsminister Merete Riisager om virkeligheden i folkeskolen efter folkeskolereformen. Mødet var kommet i stand, efter at ministeren havde efterlyst input fra almindelige lærere.

På mødet redegjorde jeg for de rigide regler for tilstedeværelsestid: »Arbejdsdage medregnes med tiden mellem mødetidspunktet og det tidspunkt, hvor den ansatte kan forlade arbejdsstedet …« (lov nummer 409, paragraf 7, stykke 1, i underbilag 2.1). Hvis denne bestemmelse ikke er suspenderet gennem indgåelse af en lokalaftale, skal lærerne ifølge loven erlægge deres fulde arbejdstid på arbejdsstedet (skolen) og har følgelig ingen tid tilovers til at arbejde hjemme.

Dette lod til at overraske ministeren, der åbenbart finder det både vigtigt og naturligt, at lærerne også arbejder hjemme. I hvert fald var det spørgsmål, der optog hende mest, om lærerne »ser skævt« til de kolleger, der gør dette. Det fremkalder et par spørgsmål, som jeg vil bede ministeren afklare:

Mener ministeren, at lærerne skal bryde loven ved at arbejde ulønnet hjemme efter at have erlagt deres fulde arbejdstid på arbejdsstedet (skolen)?

Eller mener ministeren, at kommunerne skal indgå lokale aftaler med lærerne for at sikre den fleksibilitet, der gør det muligt for dem at erlægge en del af arbejdstiden hjemme?

Hvis ministeren skulle være af den opfattelse, at de to alternativer står vel rigidt over for hinanden, minder jeg om KL's chefforhandler Michael Zieglers kategoriske standpunkt under konflikten, at det at være lærer er et lønmodtagerarbejde som alle andre og underlagt samme krav som disse: Man skal være til stede på sin arbejdsplads i den fulde arbejdstid og har til gengæld fri, når man kommer hjem.