Vi vil ha væsenet tilbage

For ikke mange årtier siden, omtalte vi de forskellige offentlige instanser som væsener. Vi havde f.eks et postvæsen, et skolevæsen, brandvæsen, parkvæsen, sundhedsvæsen og endda et skattevæsen. På en eller anden måde var disse skabninger - folkets. Derfor kunne vi nærer tillid til dem.

I dag taler vi om embedsmændenes og politikernes forbandede systemer: Sundhedssystem, skolesystem skattesystem etc. Bag ordet “system”, er der indbygget noget beregnende og kontrollerende i forhold til borgernes adfærd, og dermed er væsenet i ord og ånd tilsyneladende blevet aflivet, og med den, den gensidige menneskelige tillid, til almindelig anstændighed.

Når jeg taler med lærerkollegaer omkring folkeskolereformen, er det jo egentligt ikke ideen om en ny konstruktion omkring skolen, der er det grundlæggende problem. Når folk er oprørte, er det jo angsten for, hvordan systemet igen har beregnet, at en gruppe mennesker skal pumpes for flere ressourcer. Angsten for de polerede løgne, og den beskrevne virkelighed, der venter os alle i 2014. Angst for at være alene, hvis man enkeltvis gør en smule oprør og ytrer sig om overgrebet i foråret.

Reformen er i sin ånd, fremlæggelse og gennemførelse hjerteløs og beregnende.

Vores egne faglige organisationer synes også, at have forvandlet sig til systemer, hvor ånden og kraften er afløst af politiske korrekte toner og tørre beregnende kompromisser.

Man kan kun savne visionerne og de opfølgende ægte menneskelige aktioner. 

Systemet har regnet ud, at der formentligt alligevel ikke er nogen, som tør kampen. Arbejdstagernes kamp for ordnede arbejdsforhold. Medlemmerne bliver i fremtiden presset af arbejdsgiverne til i smug, at sidde om aften og natten og knokle alligevel, hvis de da skal kunne slå til i deres profession.

Det ser umiddelbart ud som, at systemet igen har regnet rigtigt. Lærerne falder på stribe tilbage, og ser afventende til. De kan ikke mere. Tør ikke mere. Hver for sig er de meget alene derude med deres frustrationer og angst.

Fagorganisationernes rolle synes, at være blevet systemets “lille system-hund” i hårde kalkuler og misforstået samarbejdspolitik. Hvor er så den råstyrke i organisationerne, som medlemmerne betalte dem i dyre domme for? Kontingenter uden megen fradrag, der skulle sikre os mod fremtidige tåbelige arbejdsforhold og derfor en meget ringe skole.

Man ser DLF konstaterer, at indgrebet på et punkt var ulovligt. Jamen så start da der! Få nu advokaterne i gang, hvis det er sådan man mener, det forholder sig. Lad os se kampagnerne ude i landet, der kan fortælle nationens børnefamilier, at noget skidt er i vente.

Vi savner aktioner fra centralt hold, der kan finde opbakning i hovedparten af lærerstaben. De behøver ikke “please” alle medlemmer. Men bare de gør noget, der overbeviser os om, at de er der.

Hvor er “arbejde efter regler-aktionen” - nu og senere ? Hvorfor ikke provokerer, og opsige den nuværende arbejdstidsaftale for resten af året? Hvorfor ikke officielt bakke om om tiltag som Lærernes Partnerskab, der sikrer lærerne deres ophavsret? Hvorfor ikke komme ud i landet med historier fra det virkelige liv - børnene - brugerne? Hjælpe medierne med de “saftige” historierne om skolernes ledelser og kommunernes inkompetencer.

Hjælp medlemmerne med at arrangere arbejdsgrupper / aktionsgrupper, der kan gøre små forskelle. Ansættelse af nogle professionelle provokatører og spindoktorer, kunne være et godt supplement til de trætte mennesker centralt og i kredsene.

Artikler i folkeskolens fagblad “nyhedsmedie”, er i sig selv, kun et ubetydeligt lille tiltag.

Fagorganisationerne bør komme ud af den defensive rolle, og vise deres berettigelse. Vise  medlemmerne, at der er uanede mængder af vrede, skuffelse og ikke mindst kampgejst.

Organisationerne risikerer at smuldrer, og miste troværdigheden med lovindgrebet og regeringens frabrikerede målsætning om en bedre skole, som alle fagfolk er enige om ikke vil holde. Væsenet skal genoplives, hvor vi taler om noget så elementært som uddannelse.

Vi vil ha’ væsenet tilbage, og systemet minimeret.