»Jeg fortryder, at L409 var skruet sammen på en måde, som efterlod mange i en situation, hvor de måtte lave et kæmpestort oprydningsarbejde,« siger den radikale Morten Østergaard til Jyllands-Posten og beklager, at »lovindgrebet ikke [gav] den ro om folkeskolen, som var ambitionen«.

Han »beklager sammenkoblingen« mellem lovindgrebet og folkeskolereformen og »ærgrer« sig over, »at folkeskolereformen blev født i en konflikt, som har hængt ved de efterfølgende år. Man bliver klog af skade«.

Det lader det ikke til.

Regeringen og KL havde aftalt lockouten og lovindgrebet på forhånd, fordi loven var nødvendig til at finansiere reformen (eller nok snarere: man lavede en reform som alibi for at gennemføre et lovindgreb). Så giver det ikke mening, at Morten Østergaard i dag »ærgrer« sig over og »beklager sammenkoblingen«, som om det kunne have været anderledes. Reformen var bestemt til og kunne kun fødes i den konflikt, som regeringen og KL havde planlagt minutiøst. At tro, at lovindgrebet ville give »ro om folkeskolen« er fuldemandssnak, og påstanden om, at ro var »ambitionen«, er uvederhæftig: Ambitionen var at smadre lærernes arbejdstidsaftale og deres fagforening.

Hvorfor bliver Morten Østergaard og hans medkumpaner ved med at tro, at de kan lægge den gamle løgn i graven ved at begå en ny?