Debat

Julegaveønske: ny arbejdstidsaftale

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærerkommissionen er nu kommet med den længe ventede rapport. Den indeholder en række meget interessante og absolut brugbare analyser, som kan danne et fint udgangspunkt for parternes periodeforhandlinger.

Nu har vi med kommissionens rapport fået et fælles udgangspunkt på baggrund af en række meget grundige analyser. Hidtil har parterne været uenige om, hvordan det ser ud i den danske folkeskole - hvilke problemer lærerne og skolerne står med. Nu står vi med et fælles grundlag, der kan bringe os videre.

Kommissionen har særligt fokus på lærernes muligheder for at forberede en kvalificeret undervisning og understreger, at forberedelsen bliver presset af utilstrækkelig prioritering og i nogle tilfælde alt for mange opgaver. Samtidig peger rapporten på, at det ikke kan være lærerens egen opgave at skaffe den nødvendige tid til forberedelse af undervisningen, når alle andre opgaver er løst. I det hele taget beskriver kommissionen meget grundigt, at lærerens muligheder for at forberede undervisningen ikke er tilstrækkelige. Det bør parterne adressere i en kommende aftale.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Lærerkommissionen konstaterer på baggrund af sine mange skolebesøg og analyser, at et tillidsfuldt og forpligtende samarbejde på alle niveauer har afgørende positiv betydning for, hvordan læreren oplever sin daglige arbejdssituation. Kommissionen anbefaler derfor parterne at nytænke forhandlingerne om arbejdstid, så et styrket samarbejde kommer i fokus. Kommissionen betegner det »samarbejdssporet«.

Der er skabt et rigtig godt og fælles grundlag for det videre forløb: At forhandle en ny arbejdstidsaftale for lærerne. Samtidig pointerer kommissionen, at det har stor betydning, at parterne tager et fælles ansvar for lærernes arbejdssituation.

KL og DLF er enige om, at det nu er op til parterne at finde løsningerne sammen. Det skal ske i forhandlingsrummet hen over foråret. Derfor skyder vi heller ikke kommissionens anbefalinger ned. De skal fungere som inspiration, men vi skal som parter finde de fælles løsninger, som vi i fællesskab kan stå inde for.

Mit højeste ønske her op mod jul og for det nye år er en ny arbejdstidsaftale, der skaber ny fælles retning for folkeskolen. Den fælles retning skal vi finde i samarbejde!

Glædelig jul!