Efter fem år med en håbløs folkeskolereform og umulige arbejdstidsbetingelser er det mest enerverende og deprimerende ved at væ­re lærer i folkeskolen ikke selve arbejdet, men det infame politiske spin, der fortsat udgår fra de kommunal- og landspolitikere, der var med til at køre folkeskolen af sporet i 2013.

Senest gør Rasmus Prehn i sit Synspunkt 24/8 sig til en frelsende engel for den folkeskole, han selv var med til at smadre. Reformen er en så stor fiasko, at politikerne bag den har stadigt sværere ved at dække sig ind under, at den bare skal have tid til at virke. Det kommer den ikke til. Dermed være ikke sagt, at intet fungerer i folkeskolen, men det, der fungerer, fungerer på trods af reformen, ikke i kraft af den.

Om reformen mener Rasmus Prehn, »at det meste skete i den bedste mening«. At der efterfølgende »er blevet sået en helt urimelig og skadelig tvivl om folkeskolens faglighed« skyldes slet ikke reformen, men at »Lars Løkkes strukturreform« pressede kommunernes økonomi, så de ikke kunne finansiere reformen. Rent vås. SRSF-regeringen søsatte en reform, der var underfinansieret fra starten.

Det er uvederhæftigt af Rasmus Prehn at tale om »bedste mening« om en reform, der i den grad er gennemført i ond mening, præcist formuleret af KL’s daværende næstformand Erik Fabrins udtalelse om, at lærerne nok skulle komme på deres grædende knæ, når deres strejkekasse var tom, og bede om en afslutning på konflikten.

Det var ikke i »bedste mening«, at regeringen og KL i begyndelsen af 2012 oprettede en hermetisk lukket ad hoc-myndighed med det formål at planlægge attentatet på lærerne, og at dens personkreds blev grundigt instrueret i, hvilke procedurer den skulle anlægge for ikke at være underlagt aktindsigt. Selv ikke Folketingets Ombudsmand har kunnet få adgang. »En samlet vurdering efterlader det indtryk, at der kan have været planlagt og disponeret netop med sigte på at undgå, at dokumenterne blev undergivet aktindsigt,« skrev han.

Det var ikke i »bedste mening«, at KL før lockouten og regeringsindgrebet kørte en informationskampagne vendt mod lærerne med det formål at undergrave befolkningens tillid til dem, så de ikke skulle forvente hjælp fra den kant, når slaget skulle stå. Dette er ikke en påstand, men et stolt udsagn fra KL’s daværende informationschef. I en vesteuropæisk sammenhæng er det første gang siden Tyskland i 30rne, at et lands myndigheder har ført en målrettet smædekampagne med det formål at underminere en specifik gruppe borgeres anseelse i den øvrige befolkning.

Det var ikke i »bedste mening«, at SRSF-regeringen og KL lod lærerne bløde 1,3 mia. kr. i en lockout, hvis udfald de nøje havde bestemt på forhånd. Danmarkshistoriens største tyveri.

Og det var ikke i »bedste mening«, at selve reformen var så dilettantisk skruet sammen og så fuld af tom luft, at den ville have udløst et latterbrøl fra folk med indsigt, hvis ikke sammenhængen havde været så alvorlig. Det blev påstået, at reformen hvilede på evidens, men evidensen faldt sammen som et korthus, efterhånden som de eksperter, regeringen baserede evidenspåstanden på, undsagde den. Dermed afsløreredes reformens sande funktion som politisk løftestang for og retfærdiggørelse af lovindgrebet mod lærernes arbejdstid. Ved at blæse reformens velsignelser helt ud af proportioner maksimerede politikerne lovindgrebets nødvendighed. En løgnagtig nødvendighed, på hvis alter de arbejdstidsregler, som lærerne på demokratisk vis havde forhandlet sig til med kommunerne siden 1922, skulle ofres. En diabolsk drejebog over en offentlig henrettelse med befolkningen, herunder pressen, som passive statister.

Nu kommer Rasmus Prehn så i bedste mening med en opfordring til befolkningen at bakke op om den folkeskole, som hans egen regering, med hans stemme, slagtede så grundigt i 2013. Mere patetisk og hult kan det næsten ikke blive.

Der har ikke tidligere været udvist så omfattende bestræbelser på et så højt politisk plan på at skjule et så fordækt politisk spil bag en så systematisk misinformation som i forbindelse med folkeskolereformen, KL’s lockout af lærerne og vedtagelsen af Lov nr. 409. Alle SRSF-folketingsmedlemmer – fra statsminister Helle Thorning Schmidt til Rasmus Prehn – løj om hændelsesforløbet over for offentligheden. Det samme gjorde KL’s bestyrelse inklusive Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Intet i forbindelse med reformen foregik i »bedste mening«. I dag ligger folkeskolen, som blandt andre Rasmus Prehn har redt op for den: lærermangel (17.000 lærere har forladt folkeskolen siden 2013; et stigende antal ikkeuddannede lærere), elendigt arbejdsmiljø (over 1000 lærere på invalidepension; 10 gange så mange som i 2004), faldende faglighed, en dysfunktionel hverdag på grund af utilstrækkelig forberedelsestid fastlåst i atomiserede strukturer.

Rasmus Prehn skulle tage sin skyld på sig, fjerne kikkerten fra det blinde øje og gå i gang med at løse folkeskolens problemer, som han selv har været med til at skabe, i stedet for at skamrose dens lærere i et forløjet forsøg på at få forældrene til at bakke den op.