I Kristeligt Dagblads fødselsdagsportræt af Michael Ziegler den 27. februar går navneredaktionen galt i byen i beskrivelsen af den rolle, som KL’s chefforhandler spillede under folkeskolekonflikten i 2013. Avisen skriver: »Sjældent har situationen været så tilspidset som i 2013, hvor forhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening endte i en konflikt og fire ugers lockout, der først blev afbrudt med et indgreb af regeringen.«

Nu var det ikke Danmarks Lærerforening (DLF), men Lærernes Centralorganisation (LC), der forhandlede med Kommunernes Landsforening (KL), men fred være med det.

Kendsgerningen er, at der ikke på noget tidspunkt blev forhandlet. Forhandling indebærer, at parterne opstiller krav, som de sætter i spil over for hinanden.

Fra KL opsagde den eksisterende arbejdstidsaftale 6/12 2012 til udgangen af januar 2013 rykkede LC fem gange for KL’s krav. Af samme grund blev et arbejdsgruppemøde 31/1 aflyst. 8/2 havde LC endnu ikke præsenteret sine krav. Først 14/2, to uger før deadline for forhandlingerne, præsenterede KL ét krav i form af et ultimatum gående på en ny § 14 i »Overenskomst for lærere m.fl.« Da LC i en mail spurgte ind til, hvordan visse elementer i kravet skulle forstås, svarede KL aldrig, for det var ikke til forhandling.

KL formulerede ikke ét eneste krav til forhandling og afviste alle tilnærmelser fra LC. Michael Zieglers rolle som chefforhandler var ikke at nå et resultat, men at forhindre, at forhandlingerne kom ud af stedet, så KL kunne iværksætte den lockout, man havde aftalt med regeringen på forhånd, så regeringen kunne afslutte lockouten med det lovindgreb, man også havde aftalt med den på forhånd. Alt imens Michael Ziegler udadtil tegnede et propagandabillede af en konstruktiv KL, hvis kompromisvilje blev afvist af en rigoristisk LC.

Det var således ikke uden grund, at »Skældsordene stod i kø, da Michael Ziegler blev udråbt til lærernes fjende nummer ét i striden om arbejdstid«, som portrættet skriver, og at han af demonstranter blev anklaget for »mordforsøg på den danske model«. Der var ikke kun tale om et forsøg, men om en fuldbyrdet handling. Samtidig håbede regeringen og KL at køre DLF økonomisk i sænk, hvilket ikke lykkedes.

Ikke siden kommunistloven i 1941 har den danske stat optrådt så målrettet og selektivt brutalt over for en specifik gruppe borgeres demokratiske rettigheder som under konflikten i 2013. Ud fra en kynisk betragtning kunne overgrebet i 1941 måske retfærdiggøres ud fra et overordnet hensyn til landets situation: Kommunisterne måtte interneres for at holde samarbejdspolitikken kørende.

Et tilsvarende overordnet nationalt hensyn eksisterede ikke i 2013. Lærerne skulle strippes fuldstændigt for de rettigheder, de havde forhandlet hjem med kommunerne gennem næsten 100 år. Og strippet blev de, uden at nogen tog videre notits af det. Ikke kun for deres arbejdstidsregler, men også for 1,3 mia. kr., som de måtte bløde i mistede indtægter i en skinkonflikt, hvis udfald modparten havde bestemt, før den startede.

Nu skal vi så til det igen. Har KL også denne gang aftalt det hele med regeringen i forvejen? For så synes jeg, at de burde tone rent flag, komme med det næste lovindgreb straks og spare såvel medarbejderne som samfundet for meningsløse milliardtab og en masse unødigt besvær i forbindelse med endnu en skinkonflikt.