På onsdag afholder DLF ekstraordinær kongres med det formål at beslutte hvordan de kommende periodeforhandlinger med KL om en ny arbejdstidsaftale skal gribes an.

Jeg bliver imidlertid ret bekymret, når jeg her forleden dag læser følgende i en artikel på Folkeskolen.dk (d. 30/1 20):

”Normalt ville de cirka 300 delegerede i DLF samles for at udstikke rammerne til forhandlerne, og man ville traditionelt blive enige om en række arbejdstidskrav til arbejdsgiverne. Men Nana Wesley Hansen mener, at det kan være meget mere konstruktivt at gemme kravene væk, så kongressen i denne omgang i stedet peger på temaer i forhandlingerne.

»Det er bedre at pakke flere elementer ind i nogle temaer, så man ikke får låst sig fast på enkelte krav. Krav kan skabe alt for lidt manøvreringsrum i en forhandling. Et tema kunne være: Vi vil opnå et større professionelt råderum. Man har fået åbnet forhandlingsrummet på ny, og derfor skal man også have nogle håndtag at dreje på i forhandlingerne«, siger hun.”

Med andre ord, de 300 delegerede, der som repræsentanter for landets godt 45000 folkeskolelærere, mødes på onsdag, må ikke stille forslag om konkrete krav, men kun tale i temaer. Næsten helt forudsigeligt lines der således op til et scenarie, hvor vi som lærere på forhånd skal opgive at gøre os forhåbninger om, at en arbejdstidsaftale skal indeholde et loft over undervisningstimetallet og en sikring af forberedelsestiden, som er proportional med omfanget af undervisningstimer.

Desværre er det også sådan, at lærerkommissionen, der afgav sin rapport lige før jul anbefaler, at der IKKE stilles krav om et maksimumstimetal. Det på trods af, at kommissionens formand Per B. Christensen konstaterer, at ”han og resten af kommissionen har mødt mange lærere, der har ønsket at få sat tid på deres opgaver. Men lederne og kommunerne ønsker ikke det samme.” ”Vi har konstateret, at parterne ikke vil kunne enes om en aftale om et maksimumstimetal eller tid på opgaverne, og derfor har vi ikke givet en anbefaling på det.”

Derfor er det ret indlysende, at DLFs strategi er slået fejl, vi får ikke forbedret vores vilkår gennem mere flinkeskole og underdanig dialog med KL. DLF må sadle om og turde træde i karakter som en fagforening, der gennemfører en demokratisk proces, hvor det sikres at medlemmernes ønsker og krav til en ny overenskomst indsamles og tages alvorligt. En fagforening skal stille tydelige krav til en ny overenskomst og turde stå fast på sine krav, for ellers har modparten jo vundet på forhånd.

Kigger vi ud til det øvrige arbejdsmarked, er der en rød tråd, der går igennem arbejdsgivernes krav på såvel det offentlige som det private arbejdsmarked, nemlig at de ønsker at udvide ledelsesrummet, dvs. have ret til med færrest mulige restriktioner at råde over vores arbejdstid. På min skole betyder det f.eks., at lærere i perioder kan have 29-30 timers undervisning om ugen.

Siden lov 409 blev trukket ned over hovedet på os, er vores vilkår og arbejdsmiljø blevet markant forringet, og sammenholdt med lærere i andre lande, vi normalt sammenligner os med, er vores undervisningstimetal markant højere.

I en OECD-rapport fra 2017 fremgår det, at danske læreres årlige undervisningstimetal i 2015 var steget med i gennemsnit 121 timer og lå på 784 klokketimer. Det svarer til næsten 20 procent flere undervisningstimer per lærer sammenlignet med vilkårene, inden skolereformen og Lov 409 blev gennemført. I samme rapport kan man læse, at lærernes gennemsnitlige undervisningstimetal i OECD-landene lå på knap 700 timer og i lande som Norge og Finland lå på henholdsvis knap 650 og 600 timer (Sverige er ikke medtaget i oversigten).

https://www.folkeskolen.dk/615011/rapport-hver-dansk-laerer-har-faaet-121-undervisningstimer-mere-om-aaret

I flere kommuner ligger undervisningstimetallet i dag over 800 klokketimer. Det sammenholdt med, at der er blevet flere elever i klasserne og flere inklusionselever gør, at vi som lærere er under et voldsomt pres.

At der indgås lokalaftaler, der giver forbedringer til lærere i den enkelte kommune er jo glædeligt, men det kan absolut ikke være en strategi, som DLF skal lade sig tage til takke med.

Jeg håber, at de 300 delegerede på onsdag husker hvilke krav deres lærerkollegaer derhjemme sætter øverst og ikke mindst at ledelsen af DLF tager det til efterretning, når kravene til en ny arbejdstidsaftale skal formuleres. Det er fint, at DLF formulerer en masse visioner for Folkeskolen, men lige nu gælder det kampen for at sikre medlemmerne et godt og sundt arbejdsmiljø!