Debat
Det rådne æble i skoletasken
Muligheder i de kommende periodeforhandlinger
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Så er tre dages kongres i DLF vel overstået, og efter at have sovet på begivenhederne, er der et par ting der trænger sig på. Kongressen bød blandt andet på to spændende gæstetaler fra henholdsvis Jacob Bundsgaard og Pernille Rosenkrantz-Theil. Formanden for KL Jacob Bundsgaard var helt klar i mælet: "Lad mig sige det tydeligt og klart, så det ikke er til at misforstå: Vi står 100 pct. bag den aftale, vi lavede i OK18. Vi ser frem til anbefalingerne, og vi agter at tage dem dybt alvorligt og bruge dem i de forhandlinger, der kommer. Og vi har allerede aftalt et forløb, der starter i begyndelsen af marts. Det bliver rigtig svært - men vi skal nå hinanden… " Citat slut.
Også undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils tale var på mange måder opløftende. Hun forstod at "der er sten, der tynger i rygsækken", som gør det svært for os lærere i hverdagen. Hun nævnte inklusionen, de nationale test og opdelingen af elever på forskellige skoler. Derudover kom Pernille med, vel nok det nærmeste vi kan komme en undskyldning fra en socialdemokratisk politiker på dette tidspunkt for overgrebet i 13. Dette medførte at undervisningsministeren, måske fortjent, fik stående ovationer. Et andet sted, en times tid senere, efter at finansminister Nicolai Vammen, havde fremlagt regeringens finanslovsforslag, stod det dog klart, at der ikke var øremærket noget til beløb til folkeskolen til at lykkes bedre med udfordringerne…
Senere på kongressen var der genvalg til formandskabet, og mantraet, ” vi skal lykkes med en aftale denne gang”, blev gentaget og gentaget, næsten i det uendelige.
I nat drømte jeg om de sten, som Pernille nævnte at vi havde i rygsækken. Jeg åbnede min skoletaske, og der var faktisk tre sten. Men der lå også et råddent æble, og jeg kunne ikke få det ud. Det rådne æble som vi alle har rendt rundt med i vores skoletaske efter overgrebet i 13, nemlig det faktum, at folkeskolereformen er, og åbenbart bliver, underfinansieret, formodentlig et sted mellem tre og fem milliarder kroner.
Så det store spørgsmål er: Kan vi lande en aftale i den kommende periodeforhandling, der gør at vores lærere og børnehaveklasseledere ude i folkeskolen, kan lykkes med deres opgave. En aftale der gør at vores lærere og børnehaveklasseledere kan leve op til vores professionsideal og måske komme tæt på vores nyligt vedtagne folkeskoleideal?
Så uanset positive politiske taler, og valgløfter fra vores genvalgte, så vedbliver det at være en stærkt udfordrende, måske umulig, opgave, at lande en central stærkt ressourcebindende aftale, så længe det rådne æble ligger i skoletasken…