I disse dage indgås der budgetforlig i kommune efter kommune ofte med formuleringer som denne:

Omprioritering af lærernes arbejdstid.

Regeringen og KL er enige om, at der med reformen skal omprioriteres således, at lærerne i gennemsnit underviser mere, svarende til cirka to klokketimer i fagopdelt undervisning om ugen, inden for den almindelige arbejdstid.

Jeg tror simpelthen ikke, at politikerne er klar over, hvad de beslutter, når de godkender et sådant oplæg fra forvaltningen. Skal disse ekstra undervisningstimer til alle lærere forberedes og efterbehandles, skal der opstilles mål for den enkelte elev, tilrettelægges en differentieret undervisning, ske en løbende tilbagemelding til eleverne og forældrene, ja, så går der omkring 200 arbejdstimer med dette på et år.

Vi står tilbage med spørgsmålet: Hvordan kan det lade sig gøre, samtidig med at vi skal indfri kravet om en anderledes og mere spændende undervisning, øget samarbejde med kultur- og fritidsorganisationer, stå med ansvaret for de understøttende undervisningstimer, som pædagoger og andre uden læreruddannelse kommer til at varetage, og alle de andre opgaver, politikerne forestiller sig, at lærerne skal løse med den kommende skolereform?

Politikerne beslutter altså, at lærernes arbejdstid skal omprioriteres, men hvad er det for en omprioritering, politikerne beslutter? Ja, det kan man altså ikke læse noget om i økonomiaftalen, og jeg har endnu ikke hørt, at en eneste kommunalbestyrelse skulle have gjort sig disse overvejelser, inden man godkender forvaltningens oplæg.

 Det er ufatteligt nemt at sidde langt fra skolens virkelighed og træffe den slags beslutninger, når de samme politikere bare fraskriver sig ansvaret for, hvordan det kan realiseres, med floskler om, at lærerne sandelig ikke skal arbejde mere, men bare skal arbejde på en anden måde - lærerne er jo vidensarbejdere, så det finder de selv ud af!

Lærerne og ikke mindst skolelederne sidder tilbage med aben, og overborgmesteren i København satte ekstra trumf på ved som en del af valgkampen at erklære, at skoleledere, der ikke leverer varen, skal erstattes af andre!

Skolelederne - og lærerne - har i den grad brug for at blive bakket op i forhold til den store opgave, de står over for.

Det må blandt andet ske ved, at politikerne reelt forholder sig til, hvilke resurser skolen behøver for at leve op til de store krav og forventninger, som politikerne jo selv formulerer. Og det må ske ved, at politikerne forholder sig til, hvordan lærerne skal kunne lykkes med den opgave, politikerne nu pålægger os.