Debat
Arbejdet med arbejdstidsaftalen fortsætter
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Med medlemsopbakningen til Overenskomst 21 fik vi samtidig sat et endeligt punktum for lov 409. Nu er alle undervisere omfattet af en arbejdstidsaftale, hvad enten man arbejder på det statslige, regionale eller kommunale område. En milepæl er hermed nået, og selv om det har været en lang rejse og en hård kamp at nå hertil, er arbejdet med at realisere arbejdstidsaftalens intentioner og indhold først lige begyndt.
Arbejdstidsaftalen er en central aftale, der kan stå i sig selv, uanset om den suppleres af en lokalaftale eller ej. I tråd med aftalens hovedlinje om samarbejde, gennemsigtighed og synlige prioriteringer følges den centrale aftale så op af det nære, lokale samarbejde, der har ført til rigtig mange gode lokalaftaler - nye som genforhandlede.
Sandheden er, at de lokale aftaler er betinget af kommunal økonomi, samarbejdstraditioner og politisk klima. Når man skal vurdere en lokalaftale, er der derfor mange parametre, som skal tages i betragtning.
Tilbage står imidlertid, at vi i alle dele af landet insisterer på, at arbejdstidsaftalens intentioner og bestemmelser efterleves uagtet de åbenlyse forskelligheder. Enhver lærer- og børnehaveklasseleder skal planlægges med et rimeligt forhold mellem tid og opgaver, mellem undervisning og forberedelse, mellem samarbejdstid og individuel tid og involveres i prioriteringerne på baggrund af gennemsigtige processer og tillidsfuldt samarbejde. Kongstanken er, at god skole udfolder sig, når de forskellige roller og positioner anerkendes, og samarbejdet lever og værdsættes hele vejen rundt.
Det fungerer ikke lige godt alle steder. Nogle steder er der sågar brug for hjælp til at finde ind på sporet. Det tager vi meget alvorligt, da vores fællesskab altid bør måles på, om vi kollektivt er i stand til at løfte dem, der har størst behov.
Ligesom meget andet har det ikke været let at realisere arbejdstidsaftalen i en coronatid, og derfor må år ét ikke betragtes som eksemplarisk. Alle har gjort det så godt, de kunne, og er nået så langt, det var muligt. Vi fortsætter arbejdet: Arbejdstidsaftalen er et af vores væsentligste redskaber til at skabe ordentlige arbejdsvilkår og en sund og udviklende skolekultur.