Der var smil fra det ene øre til det andet, da den daværende konservative KL-topforhandler Mads Lebech og lærernes formand Anders Bondo i marts 2008 fortalte Folkeskolen, hvordan de i enighed havde besluttet at vinke farvel til timetælleriet og satse på den professionelle lærer i en ubureaukratisk arbejdstidsaftale. Der var vaskeægte tillid mellem de to parter til, at formålet var en bedre undervisning i folkeskolen og et mere attraktivt job for lærerne. Både Lærerforeningen og de kommunale arbejdsgivere var med på at prøve noget helt nyt af.

Det er kun fem år siden!

Selvfølgelig aftalte de, at den nye A08-arbejdstidsaftale efterfølgende skulle evalueres, så man kunne se, om den virkelig havde givet den fleksibilitet og arbejdsglæde, som var målet. Evalueringen er gennemført, og A08 har generelt vist sig at være en succes for både kommuner og lærere. Men da først evalueringsrapporten lå klar i efteråret 2012, var alt forandret. Krisen havde lagt sin klamme hånd på hele samfundet, herunder kommunernes økonomi. Og kommunalpolitikerne i de fleste kommuner havde besluttet, at folkeskolen skulle bære en uforholdsmæssigt stor del af besparelserne, og havde sparet ti procent af lærerne væk. Samtidig indgik kommunerne i en hemmelig arbejdsgruppe med regeringen med det formål at lægge fælles planer for lærernes arbejdstid. Pludselig var KL slet ikke interesseret i at offentliggøre den evaluering, som viste, at den fælles arbejdstidsaftale havde været et vellykket projekt. Og som hovedet på sømmet meldte et klart Christiansborg-flertal ud, at folkeskolen skulle reformeres, eleverne have flere undervisningstimer, og at det hele skulle finansieres ved, at lærerne skulle undervise flere timer.

Det er alle de forandringer tilsammen, der gør forskellen. Anders Bondo og Mads Lebechs efterfølger som KL-topforhandler, den ligeledes konservative Michael Ziegler, mødes i et forhandlingsklima, der er hårdere ramt af klimaforandringer end nogen plet på kloden. Udokumenterede forskningsforvridninger flyver gennem luften med det formål at vise, at det handler om at skabe en ny og bedre folkeskole. Samtidig lægger ingen skjul på, at hovedparten af forandringen skal finansieres af den lærerstab, som allerede er skåret markant ned.

Den ramme var der ikke for fem år siden, og den ramme er der heller ikke på gymnasieområdet. Selvfølgelig kan arbejdstiden i folkeskolen indrettes på mange måder. Men det er for sent at prøve noget nyt og spændende af, når modparten har meldt ud, at formålet ikke er nyudvikling, men derimod at få flere undervisningstimer uden udgifter.