Det var en dejlig mail der tikkede ind i medlemmernes digitale postkasse forleden. Mailen fra Anders Bondo, som adresserede de problemer der har været peget på undervejs gjorde godt. Den var lang, men det var nødvendigt, for det er alvorlige problemer den kortlægger. En del af mailen var nærmest direkte svar på nogle af de spørgsmål der på det seneste har været stillet, nogle af de bekymringer der har været ved samarbejdssporet. Og det var rart. Men mailen var, på trods af omfanget, ikke fyldestgørende, forstået som at alle spørgsmål nu er afklarede. Nogle er besvaret, andre dukker op, og nogle blev helt forbigået. Derfor vil jeg i det følgende forsøge at udrede, hvor vi, som har forenet stemmer på facebook i gruppen der vil stemme NEJ til uklare aftaler, ser nogle fortsatte uklarheder - samt rejse et par nye spørgsmål.

Periodeforhandlingernes baggrund

Om en eventuelt aftale skriver Bondo:”Det er dog vigtigt at understrege, at en aftale vil have nøjagtig samme status som en aftale indgået ved de almindelige overenskomstforhandlinger, og aftalen vil derfor også blive indskrevet i vores overenskomst, og lov 409 vil samtidig bortfalde.”

For os er det en meget vigtig tilføjelse at sige, at normalt bliver et forhandlingsresultat til på baggrund af forhandlinger med udgangspunkt i den eksisterende overenskomst, og sjældent rykker det sig ret meget fra gang til gang. Når vi i 2013 oplevede et jordskred i vores rettigheder, er det jo utrolig meget forskelligt fra alle andre normale afstemninger, hvor man stemmer om små forandringer, hvis vi denne gang stemmer dele af L409 til at blive en aftale. For så binder vi os til det i en uoverskuelig lang fremtid, da fremtidig forhandlinger om forandringer kun vil kunne rykke os små skridt ad gangen. Dét betyder at vi hænger på at fremtidige overenskomster skal tage udgangspunkt i denne. Derfor må den ikke være hverken dårlig eller uklar!

Lærerkommissionens analyser

“Kommissionen har analyseret vilkårene for lærernes muligheder for at levere god undervisning og har givet forslag og anbefalinger, som parterne har kunnet inddrage i periodeforhandlingen.” Påstanden herfra er, at vores fagforening har tabt kontakten til en stor del af deres medlemmer, når der fortsat blandes æbler og pærer i talen om vores arbejdsvilkår. Nu ved vi at vi efterhånden er en stor gruppe, som er langt forbi punktet hvor det er dét det handler om: En arbejdstidsaftale skal sikre, at vi kan holde os raske frem til pensionen! Og at vi har livskraft til et værdigt liv efter!

De andre gyldne tanker om kvaliteten af undervisningen osv. hører til i udviklende samarbejde omkring et folkeskoleideal, ikke en overenskomst!

Kongressens vedtagelser

Fra forhandlingsmandatet fremhæves 5 punkter. De er ikke dumme eller forkerte. Faktisk ligner de fire første jo i bløde formuleringer de faste krav vi, der vil stemme NEJ til uklare aftaler, selv har peget på. Men det femte; “Balancen mellem centrale regler og lokale løsninger, der tager hensyn til lokale ideer og behov.” Er jo en del af den glidebane vi er nogle lærere som frygter. At de lokale aftaler vil give fore store forskelle i vilkårene der gives til at opfylde de fælles mål der kræves. Idéen om en god aftale mellem den lokale kreds og kommune er god nok, men den bør stå ovenpå et minimum som er ufravigeligt. Værn som sikrer ALLE lærere i Danmark. Så er det jo i øvrigt som det altid har været, tilladt at lave aftaler som er bedre end overenskomsten. Derfor er retten til lokale aftaler også noget pjat at se som en sejr - den ret har altid været der!

Spørg dig selv: Hvis der kommer en central aftale om et loft over undervisning, eller et minimum af forberedelse man sikres, eller andet værn, tror du så at de kommuner der pt. har lavet en lokalaftale, som er bedre for deres lærere, vil ‘gå nedad’ og forværre deres læreres vilkår for at ramme overenskomsten, eller tror du, at de kommuner, som før viste anstændighed og gav gode vilkår fortsat vil bryste sig af at have personalepleje som en af deres valgte omkostninger, fordi det giver bedre resultater, trivsel og ejerskab?

Den nye fælles tilgang?

“Lokale erfaringer har med stor tydelighed vist, at et forpligtende samarbejde om prioriteringen af arbejdstidsresursen, der bliver omsat til konkrete, fælles handlinger, kan betyde en afgørende positiv forskel for lærernes arbejdssituation og for folkeskolen. I den forbindelse er det i øvrigt værd at bemærke, at såvel kreds som kommune, ledere og lærere ifølge Lærerkommissionens analyser oplever en merværdi i kommuner med denne type aftaler.” Men hvis det er så tydeligt, at de ledere der rundt omkring i landet arbejdet med mindre end ‘den fulde ledelsesret’ eller bindinger på deres ressourcer, hvorfor laver man så ikke en central aftale med de elementer, som gælder alle?

Som det er nu, synes  vi der er flere eksempler på at det eneste ledelsesretten bruges til er at man har magten til at uddele afmagten. Det er derfor vi tror at KL kan se den er gal. De ved bare ikke hvad man skal gøre, men du kan ikke have 100% magt og så dele ansvaret. Med andre ord, hvis de vil dele ansvaret for om vi lykkes, må de også dele magten/rådigheden over ressourcerne. Vil en ny aftale gøre det tydeligt, hvor KL afgiver magt til dlf?

Møder med KL

Netop fordi KL kan se at ejerskabet og engagementet fra tiden før 2013 ikke lod sig kapitalisere, men er dalet i form af dårlig trivsel, stress, sygemeldinger og lærerflugt (samt INGEN fremdrift i reformens resultater), ser de nødvendigheden for at lærerne igen føler den største del af ansvaret for at skolen lykkes, se selv:

“På et møde for alle borgmestrene 9. januar 2020 i Ålborg fortalte jeg, at vores klare mål er, at vi inden skoleåret er omme vil have en arbejdstidsaftale, som begge parter fuldt og helt vil stå på mål for, og som vi har en fælles tro på kan skabe en bedre ramme om lærernes arbejde og dermed en bedre folkeskole. Den målsætning har vi konsekvent forfulgt.”

Men det er fejlagtigt at tro, at lærerne som faggruppe rent faktisk ønsker at komme videre sammen med KL. En påstand er, at der er mindst lige så mange lærere, som hellere ville drive skoler, uden at skulle forklare til folk på rådhuskontorer eller i konsulenthuse hvad vi gør og hvorfor? Hver gang vi bruger vores tid på at forklare eller dokumentere til andre end eleverne, så går tiden fra kerneopgaven. Måske behøvede vi ikke så lang en skoledag, hvis det eneste vi skulle var at lære børnene ting i skolen? Så ønsket om at konceptkræmmere har frit slag i bolledejen til at sælge nye smarte måder at gøre det på, i stedet for at uddanne sit personale, er efterhånden noget tiden er løbet fra. Måske skal de finde noget andet at benchmarke?

Om selve forhandlingerne

Det var skønt, at Bondo har noteret sig undren i baglandet og tager sig tid til at forklare os grundigere hvad der er op og ned i det der foregår. Det er klart at han ikke kan sige hvad de snakker om.

“Følgende orientering er skrevet i respekt for balancen mellem fortrolighed i forhandlingerne, opgaven for kredse og tillidsrepræsentanter i foreningens repræsentative demokrati og en orientering til medlemmer af Danmarks Lærerforening.”

Vi anerkender fortroligheden mellem parterne og accepterer at indholdet at igangværende forhandlinger ikke kan deles. Men vi forholder os kritisk til strategien - og de erfaringer vi har med KL. Derfor ytrer vi fortsat mistillid til aftaler, som baserer sig på tillid, fælles interesser, skøn og vurderinger.

Det er da spændende om en kommission, en facillitator og et samarbejdsspor vil gøre vores mistro til skamme. Alle lærere håber da fortsat på en genialt god aftale, men der er flere og flere, som blot frygte at det viser sig at være tidsudtrækning og vildledning, og en lusket måde at få L409 gjort til en aftale. Vi håber pessimisterne tager fejl?

Kernen i samarbejdssporet?

 “Vi skal eksempelvis have en reel drøftelse af, hvad det kræver af forberedelse, hvis vi skal kunne leve op til folkeskolelovens krav, så forberedelsen ikke bare bliver den tid, der er tilbage, når alle andre opgaver er løst. Og så er det helt afgørende, at den aftale, som vi indgår, er forpligtende for begge parter på alle niveauer. Aftalen bliver en del af vores overenskomst, og derfor skal den være formuleret på en måde, som vi kan ”støtte ret på” – altså afprøve i det arbejdsretslige system, hvis det skulle blive nødvendigt.”

Men netop fordi man ikke selv som lærer på en skole kan se om man bliver budt for meget undervisning eller tildelt for lidt forberedelse, så er det ikke en sikring at ‘støtte ret’ på eksterne vurderinger, hvis man ingen chance forud har for at tælle sig frem til om det er umagen værd. I tilfælde hvor man i forvejen føler sig urimeligt behandlet, og har forsøgt selv på stedet, så ved man jo godt at et rejsehold der banker på ikke vil blive set på som nedtrapning af en uenighed. Tværtimod! Og kan man ikke på forhånd se om man har noget håndgribeligt der giver troen på at få ret, hvad er så værdien af at kunne ‘støtte ret’? Ville du bruge det?

Perspektiverne for folkeskolen

Bondo ridser op, at folkeskolen er i problemer, og at de skal løses sammen.

“Samarbejdet mellem Danmarks Lærerforening og KL er blevet klart forbedret gennem aftalen om ”Ny Start” fra OK18. “

Det er meget muligt, men fra gulvet er vi efterhånden mange der kan se, at selvom samarbejdet mellem to organisationer er blevet bedre, så er folkeskolen ikke. Tværtimod, så er der faktisk en hel stribe begivenheder i den nærmeste fortid, som bekræfter at man ønsker et bedre klima, men man ønsker ikke at forandre… Lidt ligesom i alt andet politik.

Undervisningsministeren roser lærerne til bifald, og vil være domptør for uønskede elefanter. Men fik hun talt om dem? 

Undervisningsministeren vil lytte til lærerne. De siger ALLESAMMEN at de lange skoledage ikke gavner. Men bliver de forandret?

Undervisningministeren vil dykke grundigt ned i følgeforskningen af reformen. Men skal den ændres?

Nationale test viser sig upræcise, stressfremkaldende og uanvendelig. Men skal de tages?

KL vil af med L409, fordi den opleves uretfærdig af lærerne. Men kommer den væk, blot fordi vi kalder den noget andet?

KL vil have lærerne til at glæde sig over deres arbejde.  Men vil de give lærerne den tilstrækkelige tid til forberedelse og efterbearbejdning af undervisningen, faglig sparring og styrkelse af relationsarbejdet?

KL vil have flere til at vælge folkeskolen. Men vil de give lærerne frihed til at gøre det de kan?" ændres til KL vil have flere til at vælge folkeskolen. Men vil de give lærerne større indflydelse og frihed til at gøre det de kan? 

Vi andre kan ikke bruge det til så meget, at Anders Bondo og Michael Ziegler igen kan give hånden (hvis de måtte), hvis prisen for at få god stemning er at vi skal tale en Lada op til en Ferrari og samtidig aftale at ledelsesrummet omfatter og dikterer ALT der foregår på skolen. Derfor skal vi selvfølgelig have en klar aftale at stemme JA til, ellers stemmer vi NEJ!

Perspektiverne ved et NEJ til KL

Kort fortalt, så er det jo en overvejelse om hvorvidt regeringen har en plan for at genåbne skolerne, reformen og samarbejdet igen, hvis de bryder ind i en konflikt med en forlængelse af L409?

Eller om de i 2021 tør lade skolerne være lukkede til lærerne løber tør for konfliktmidler, og så ender med at acceptere den aftale de ikke ville, og hvilke gode perspektiver for deres reform de ser i det?

Kan børnenes statsminister forklare skolebørnene at det er nødvendigt?

Kan statsministeren forklare det til samfundet?

Styrker det mulighederne for de magthavende politikere for genvalg, hvis folk i Danmark endnu en gang skal opleve at skolerne er bedst når børnene er der?

Faktisk kan et NEJ gøre politikerne tvunget til at give os et ressourcebindende resultat, hvis de vil lægge den konflikt i graven, som de startede i 2013! 

Måske vil et NEJ og en konflikt endda også tvinge Arnes statsminister til at forklare lidt om hvorfor lærerne i 2013 skulle afgive en forhandlet aldersreduktion, som dengang var et værn mod nedslidning og for tidlig tilbagetrækning, når nu Arne skal have ordninger der sikrer en værdig alderdom?

Den del synes vi også at Anders Bondo har glemt i sin lange skrivelse til medlemmerne, men virkeligheden er, at flere ældre lærere har mærket effekterne af L409 i form af nedslidning, og derfor vælger at gå før de burde eller havde lyst til, men simpelthen ikke kan holde til samme pres som yngre kollegaer - Hvis det er Arnes tur nu, hvornår er det så lærernes?