”Skolen er mit hjerteblod”, udtaler borgmester Henrik Rasmussen til Dagbladet d. 17. juli, og det er da også meget fornuftigt at fremhæve det, for der er virkelig en afgrundsdyb kløft mellem dette udsagn og så de udtalelser, borgmesteren i øvrigt fremsætter i interviewet.

Mon borgmesteren har reflekteret over, hvordan hans udtalelser om lærerne og deres arbejdsvilkår i kommunen påvirker deres engagement og arbejdsglæde, to forudsætninger, som er fundamentale for en velfungerende og udviklingsparat skole?

HR interesserer sig efter eget udsagn utroligt meget for elevernes trivsel og faglighed og fremhæver, at Vallensbæk er den kommune på Sjælland, der bruger flest penge pr. elev, men forstår tilsyneladende ikke, at ”nøglen” til den gode skole for eleverne, ikke er eleverne – men lærerne!

Det er klart, at de ydre rammer, så som gode lokaler, up to date undervisningsmaterialer mv., er relevante og vigtige rammer og redskaber, men de er trods alt klart underordnet i forhold til indholdet af skolens virke – og det er det lærerne leverer! Man kan pumpe nok så mange millioner i de ydre rammer, men fungerer det ikke på de indre linjer, giver det ingen værdi (for eleverne.)  Kun ved at give lærerne nogle arbejdsbetingelser, som skaber ejerskab til deres skole gennem dialog, medindflydelse og ansvar, får man medarbejdere, som yder deres bedste og dermed skaber skolens indre værdier. Kritik og meningsudveksling skaber udvikling. Det er logik for enhver god leder!

HR slår fast, at i Vallensbæk vil man aldrig indgå en samarbejdsaftale i form af en lokalaftale med den lokale lærerkreds. Næsten 2/3 af de danske kommuner har imidlertid indgået en eller anden form for lokalaftale eller forståelsespapir med den lokale lærerkreds? Mon ikke det er fordi, de ser lokalaftalen, som en fornuftig måde at samarbejde omkring udviklingen af deres skolevæsen på?

Trusler om tjenstlige samtaler og udtalelser som ”kan man ikke lide lugten i bageriet… ”, fremmer hverken arbejdsklimaet eller motivationen uanset hvilken arbejdsplads, vi taler om. Og skolen er for øvrigt heller ikke en hvilken som helst arbejdsplads, selv om HR gerne vil fortsætte ”normaliseringen” af skolen, så den arbejder på lige vilkår med erhvervslivets arbejdspladser. Men sådan er det jo netop ikke i virkeligheden.  Medarbejdernes arbejdsvilkår skal tilpasses arbejdspladsernes forskellige behov for at fremme succes og udvikling - og her er skolen ingen undtagelse. Der er forskel på at være arbejder på en sømfabrik, kontorassistent på rådhuset og så at være vidensarbejder som lærer på en skole. Men forudsætningen for en vellykket produktion på fabrikken, et velfungerende rådhus og et godt læringsmiljø på en skole er alle steder medarbejdernes trivsel og mulighed for selvudfoldelse. Det kræver ledelse, der er villig til at afgive magt, har empati, er i stand til at lytte, modtage kritik i en åben dialog, give ansvar fra sig og dermed skabe tillid i organisationen. Disse egenskaber synes Vallensbæks borgmester ikke at besidde – desværre – og får derfor ikke den skole, han ønsker sig.

Når borgmesteren siger, at det, det drejer sig om, er, at” lærerne skal bestille noget”, insinuerer han oven i købet, at lærerne er dovne og kun ønsker at ”springe over, hvor gærdet er lavest”.  Pædagogisk adfærd ligger åbenbart også borgmester Henrik Rasmussen fjernt. Hans holdninger signaliserer arrogance og magtbrynde og dræber dermed enhver arbejdsglæde og udvikling på skolerne, i sidste ende til skade for eleverne, for hvem hans hjerte ellers efter eget udsagn bløder.

Man græmmes!