Når euforien over indgåede A20 og lokalaftaler har lagt sig, så melder hverdagens virkelighed ude på skolernes lærerkollegier. For så skal kollegierne til at forholde sig til de prioriteringer af det kommende skoleår skoleledelserne fremlægger i deres skoleplaner.

Her vil det så vise sig, om A20 og lokalaftalerne formår at adressere den perlerække af problemstillinger, som Pia Henriksen i sine 2 sidste indlæg her på folkeskolen.dk tematiserer og sylespidst udfolder konsekvenserne for den enkelte lærere.

Kunne man da tænke sig, at en del TR’ere i foråret på vegne af deres lærerkollegier må udtale et rungende NEJ til skoleplanen?

Ganske enkelt fordi, at til trods for indpakningen i form af A20/ Lokalaftalen er en anden, så viser det sig, at indholdet i forhold til lærernes nuværende hverdag at være det samme, eller det der er værre.

Kunne Nej’et vise sig at være funderet i en hverdag, der forsat kun symbolsk adresserer Pia Henriksen’ pointe om klassestørrelser og sammensætninger, i og med der forsat ikke vil være ressourcer til at træffe de rigtige beslutninger og gøre det ordentlige i forhold til både eleverne og lærerne?

Kunne Nej’et være funderet i, at forberedelsen forsat vil være den, der bliver brugt som buffer, når nye opgaver vælter ind i et dynamisk skoleår?

…. og måtte Nej’et blive funderet i en ægte samhørighedsfølelse på lærerkollegiet!

Fordi det velkendte i at folkeskolens hverdag er kronisk underfinansieret i forhold til omfang og kvalitet. Det er velbeskrevet, at en skoles økonomiske hverdag handler om ”at rulle gæld”. Det bliver derfor til et spørgsmål om, hvem der i år bliver en af de 10 lærere ud af et kollegie på 40, som skal betale underfinansieringen.

Tænk, hvis de 30, som næsten kan få tid og opgaver til at gå op, havde blikket for, at det kun vil være et spørgsmål om tid, før det bliver deres tur til i et urimeligt omfang at arbejde gratis for at finansiere dagens underskud - og derfor var med i Nej’et.

Bl.a. derfor vil jeg fromt i løbet af dette forår håbe på et stort antal Nej’er.

Det er ikke fordi, jeg ønsker at samarbejdssporet kører af sporet, men det, der tegner sig i horisonten, er, at A20 og Lokalaftalernes udmøntninger vil efterlade en stor gruppe af desillusioneret lærere, fordi de ikke kommer til at se en væsentlig ændring i hverdagens pres og stress.

For mig ligger håbet i den nære tid, at de enkelte faglige klubber har en styrke til at vise, at man må godt sige NEJ - for det er også en del af et samarbejde.

For mig ligger håbet i tiden derefter, at Pia Henriksen’ position får plads og kraft i DFL’ Hovedstyrelse - helst med Pia’ stemme.