Jeg havde en foruroligende oplevelse her i weekenden. I en Facebook-gruppe blev stillet følgende spørgsmål: ”Er der en lokalaftale i Ikast-Brande Kommune.” Flink som jeg er, svarede jeg nej, da vi ikke har en aftale og tilføjede, om spørgeren havde tænkt sig at søge til kommunen. Svaret kom ret hurtigt: ”Nej, ikke, når der ikke er en aftale.”

Så kan jeg jo godt se i krystalkugle, at skolerne i min kommune bliver valgt fra, når der opslås nye jobs. Jeg håber det ikke, men det er jo heller ikke utænkeligt, at mine fantastiske kolleger også bliver fristet til at rykke over kommunegrænsen, hvor de får over dobbelt så mange timer til forberedelse, som i min kommune. Det kunne da også friste mig.

Jeg stemte for A20 og er overbevist om, at det er en god aftale, der giver friere rammer og bedre mulighed for at skabe skole sammen. Det tror jeg stadig er gældende mange steder. Bare ikke i min kommune, hvor politikerne ikke er voldsomt ambitiøse. Vi gør det overraskende godt, men det fortæller mere om læreren på gulvet.

Man kan heller ikke bare skyde det over på skolelederne, for når min chef og jeg går til købmanden for at købe blad-selv-slik for en tier, så får vi altså ikke mere slik end for den tier, vi fik med af byrådet sidste år.

Håber, kredsen og vi lærere og ledere kan overbevise politikerne om, at de er ved at skyde foden af, men er bange for at det ikke rigtigt nytter, før kunderne i butikken begynder at reagere og så er det måske for sent.