I disse dage er den helt store spinmaskine i gang og de store floskler er fundet frem. Bondo synes det er “en rigtig rigtig rigtig god aftale” og fortæller at han flere gange ikke kunne tro sine egne øjne da det endelig kom på papir. Samtidig taler Gordon om de 7 eller måske ligefrem 14 fede år der venter forude og hovedstyrelsen nikker samlet. 

Bondo har udtalt at andre organisationer vil kigge misundeligt på, hvor direkte DLF og TR står nævnt i dette aftalepapir. Så ja, den umiddelbare eksistensberettigelse for en hovedstyrelse eller en lokal kreds er da til at få øje på. Men hvor er den forbedring det menige medlem skal mærke? Selvsamme eksistensberettigelse er da også væk i det sekund vi stemmer ja og dermed laver et opgør med de kollektive aftaler og i stedet skaber en helt ny præcedens for at indgå nationale aftaler, der i store træk blot beder os løse det hele lokalt og dermed placerer magten hos kommunerne som arbejdsgivere. Jeg synes, at det er en meget farlig og en meget usolidarisk vej at gå. Alt i alt en falliterklæring. Både for medlemmerne, men også i forhold til den eksistensberettigelse, som tilsyneladende har været så vigtig med denne aftale. Hvad skal vi i grunden med nationale fagforeninger og den danske model, hvis vi udhuler selvsamme til primært at begå nationale aftaler om hvilke “drøftelser” der bør ske lokalt.

Det italesættes fra Bondo, som om det aldrig har været et mål i disse forhandlinger, at lave et loft over undervisningstimer eller sikre en forberedelsesfaktor, men kongressen gav altså bl.a. et tydeligt mandat til at forberedelsestiden skulle beskyttes. Det er den ikke blevet. Der er intet værn andet end det løse begreb “rimelighed” og så har du ellers fået retten til at kæmpe kampen på individuelt plan ved at gå sologang til ledelsen og bede om at få skemalagt din forberedelse. 

I aftalens bemærkninger står det desuden skrevet at parterne er opmærksomme på at undervisningstimetallene i kommunerne ikke vil blive opgjorte så de er direkte sammenlignelige. Ligeledes står det som bemærkning at vi skal undgå unødvendigt timetælleri. To sætninger jeg simpelthen ikke kan forstå at DLF har sat deres underskrift ved. Først må vi knap nok få timer på vores arbejdsopgaver, da grænsen på 60 timer er så latterlig høj at intet nærmest rammer den. Dernæst sniger der sig en bemærkning ind om, at vi da forresten også lige skal passe på med at begynde at regne på de tal vi så rent faktisk får og vi skal da slet ikke begynde at kigge på kommunerne omkring os. Kort og godt: Flabet! 

Både undervisningstimetallene og forberedelsesfaktorerne kan altså sagtens komme til at fortsætte med at være meget meget forskellige fra kommune til kommune. Aftaleteksten nævner også selvtilrettelagt tid, men det står nævnt som “eventuel selvtilrettelagt tid” og noget som der må drøftes lokalt. Igen: Store lokale forskelle. 

Hvad er mon grunden til at KL har foretrukket et aftalepapir om tillid og lokalt samarbejde frem for tal og tekst, som de kunne blive bundet op på? Aftalen fremstilles som en hjælp til de hårdest ramte kommuner, men det står absolut intet i aftaleteksten, der sikrer at disse kommuner oplever reelle forbedringer. Og der er intet konkret værn, som man kan bruge arbejdsretten til at sikre, hvis det skulle blive nødvendigt. Der skal være “rimelighed” mellem forberedelse og undervisning, men rimelighed er næppe et begreb arbejdsretten kan dømme efter. Og ja, der skal ske “drøftelser” med både kreds, TR og lærere, men samtale flytter intet, hvis modtagerne ikke er lydhøre - hvilket vi desværre har set flere steder i landet. Et faktum både Ziegler og Hjortdal har demonstreret i interviews, hvor førstnævnte ikke ville sige ja til at der nu skulle laves en lokal aftale i hans hjemkommune, mens Hjortdal var hurtig til at sige at de jo nu “skal snakke rigtig meget sammen, men i sidste ende har lederen retten til at sætte punktum". Og ja, ledelsesretten består. Men med denne aftale kommer der intet værn eller nationalt satte rammer som der skal ledes indenfor. Al magt bliver lagt i hænderne på kommunen og så får vi ellers mulighed for drøftelser og forslag - men ingen garantier. 

Er der små og sikre positive træk i aftalen? Ja da. Er det legitimt at stemme ja? Selvfølgelig. Den nuværende aftale om at folk over 60 år kan vælge at gå på nedsat tid, men stadig optjene fuld pension, fortsætter i stedet for at udløbe. Det slås fast at elevpauser ikke er forberedelsestid, men bruges på mange andre vigtige opgaver. Det kan selvfølgelig også siges at grænsen på 60 i opgaveoversigten er bedre end en grænse på 80. Og i de kommuner hvor samarbejdet fungerer kan samarbejdet udbygges med denne aftale og måske giver mere transparens. Og i kommuner, hvor selve kommunen vil samarbejdet, men en lokal ledelse stritter imod, står ledelsen nu mere til ansvar for kommunen. Men den grund jeg oftest har hørt til at stemme ja blandt medlemmer er den lettere nedslående konstatering af at en aftale trods alt er bedre end alternativet og at så kan det forhåbentligt bruges som springbræt til næste forhandling. Og jeg skal ærligt erkende at jeg også har været i tvivl af selvsamme nedslående grund. 

MEN. Jeg har endnu til gode at møde en lærer med armene i vejret. Og nu mener jeg en lærer der rent faktisk har daglig gang i virkeligheden og ikke en der måske har siddet i et varmt forhandlingslokale lidt for længe. Det gør mig altid forbeholden når noget oversælges i så ekstrem grad som Bondo og Gordon gør det. Tør nu sminken af grisen og sig det som det er. Det var det bedste I mente I kunne få, men der er (selvfølgelig) mangler. I stedet står Bondo nu som kejseren uden tøj på og Gordon som klappende minister og sammen bekræfter de hinanden i, hvor flotte klæder der er blevet skabt, mens de nærmest kniber en tårer af glæde. Det er så uværdigt. Det er så nedladende.

Lige nu er min fagforening, efter min overbevisning, i gang med et opgør med det kollektive og med fællesskabskulturen, som jeg ellers synes er styrken i vores bevægelse. Det gør det kun uendeligt meget værre at de virker til at ville kvæle al debat om aftalen. Al deres udsendte materiale, virtuelle og fysiske møder har været igennem den store spinmaskine og enhver kritisk tanke er gemt eller glemt. Medlemmerne fortjener bedre. De fortjener at høre begge sider af sagen så objektivt som muligt og de fortjener en ledelse, der viser at de er deres ansvar og indflydelse bevidst og derfor præsenterer aftalen på reelle sandfærdige udtalelser og ikke skræmmekampagner. Siden hvornår er uenighed, debat og diskussion blevet negative ord for vores fagforening?

Overordnet set er jeg ikke bekymret for min egen kreds. Vi har en god samarbejdspartner i Fredericia kommune og en god lokalaftale at bygge videre på. Jeg frygter til gengæld at de kommuner der allerede nu kæmper uden en lokalaftale vil fortsætte sådan. KL har begået en glimrende aftale, der nu lader dem dele og herske som de vil. Og vi har givet køb på “Leave no man behind” og i stedet efterladt de hårdest sårede på perronen. Samtidig kobles de resterende togvogne fra hinanden, hvorefter de kører videre i et utal af retninger, mens vi tilsyneladende skåler i champagne og nyder Gordons fede år. Hvor er ensartetheden? Hvor er det kollektive mindset? Hvor er solidariteten?