Det er blevet paradoksalt at undervise skolebørn i FNs Verdenserklæring om Menneskerettighederne.

Af Mette Rose Nielsen, Skolelærer, Cand. pæd. phil. og folketingskandidat for Alternativet

I min klasse, som i alle andre klasser rundt omkring i Danmark, er der børn, der skal undervises. Børn, der skal trøstes. Børn, der fortæller, at de har fået en lillesøster. Nogle børn har brug for meget hjælp, nogle lidt mindre, men alle børn har brug for deres lærer.

Det er det, der gør jobbet både hårdt og dybt meningsfuldt på samme tid. Du skal sætte dig selv til side, fordi du som lærer er kaldet til at hjælpe et barn og opdrage den næste generation på samfundets vegne.

Det sidste stykke tid har jeg sammen med dygtige kolleger udvekslet refleksioner over en særlig gruppe børn, nemlig de nyankomne flygtningebørn på skolen. Her bliver kaldet tydeligt.

Samtaler om værdighed

Mange steder i Danmark starter nyankomne flygtningebørn i almenklasserne stort set ved ankomsten til Danmark. Det siger sig selv, at de derfor kalder på en høj grad af omsorg og tryghed, på sproglige kompetencer i forhold til undervisningens faglige indhold og i forhold til at kunne begå sig i klassens sociale fællesskab.

Ofte står de ressourcer, der følger med ikke mål med den opgave, der skal løftes. Derfor står lærerne ofte alene med den store opgave det er at give børnene i det mindste et minimum af faglig udfordring og hjælpe dem ind i fællesskabet. Lærerne besvarer kaldet. Man kan ikke andet, når man står ansigt til ansigt med en appel om hjælp.

I lærerens kald ligger menneskehedens stræben mod idealet om det gode fællesskab. I folkeskolen udtrykkes idealet om det gode fællesskab i formålsparagraffen. Demokrati, åndsfrihed og ligeværd er ord, der står mejslet ind i enhver lærers bevidsthed. Vi har alle ret til at give vores mening til kende, at tænke frit, og vi er alle lige værdige.  

Det taler vi tit om i min klasse. At vi er lige værdige – ikke fordi, vi kan det ene eller det andet, eller fordi vi har været søde eller tarvelige, eller fordi det ene barn er dansk eller det andet barn kommer fra Syrien, - næ, vi er det hele værd, simpelthen bare fordi vi er mennesker.

Ligeværd er måske den vigtigste sammenhængskraft i klassens sociale liv. Uden ligeværd ville hverken lærere eller elever kunne holde ud at være en del af vores fællesskab.

Når vi taler om, at vi alle er det hele værd, runder vi også FN´s Verdenserklæring om Menneskerettighederne og Børnekonventionen. For det er jo i menneskerettighederne, at alle menneskers iboende værdighed står beskrevet. Alle børnene skal vide, at med FN i ryggen har de rettigheder. Vi vil ønske menneskerettighederne tillykke med de 70 år.

Rettighederne er universelle. Når nogle taler om, at de kan fortolkes, betyder det, at de skal fortolkes op imod idealet om det gode for menneskeheden som sådan.

Derfor. At vi arbejder for at have et godt og trygt fællesskab i klassen, betyder, at vi samtidig arbejder med både formålsparagraffen for folkeskolen og menneskerettighederne. Det er den samme stræben mod det gode fællesskab, der ligger i alle tre indsatser. Det er en stræben, der gør det muligt for os at løfte os op over vores egne behov og sætte os i stand til at tænke på de andre i klassen også. Vi stræber mod at blive en god klasse – men den underliggende stræben handler om det gode samfund på den helt store klinge.

Når vi modtager flygtningebørn i klasserne, der kommer fra krig og har oplevet ting et barn ikke bør opleve, så bliver menneskerettighedernes legitimitet meget tydelig for os. 

Står demokrati, åndsfrihed og ligeværd nu til diskussion?

Al undervisning bør forpligte sig på at tale op imod formålsparagraffen. Derfor skal vi opdrage børnene til, at vi alle er lige værdige. Det er af etisk karakter, for det er grundlæggende godt, at vi tager ansvar for -og respekterer hinanden som mennesker.

Men der opstår et dilemma, når politikerne ønsker at ændre i Menneskerettighederne - ændringer, der betyder, at alle ikke længere er lige for loven. Så legitimeres diskrimination af særlige samfundsgrupper. Det er et etisk dilemma mellem værdierne i folkeskolens formålsparagraf og den aktuelle politik, der føres i Danmark. Det politiske niveau siver lige lukt ned i klasseværelset.

Skal vi vinke farvel til den ligeværdige, demokratiske folkeskole, hvor alle får taletid og alle er lige for klassens regler? Skal vi vinke farvel til respekten for menneskets værd?

I vores klasse bliver det mere og mere paradoksalt for mig at diskutere værdierne i formålsparagraffen og menneskerettighederne med børnene, når man fra højeste niveau fører en politik, der bryster sig af at skabe dårlige vilkår for særlige grupper og dermed indirekte beder mig om at opdrage børnene til, at nogle er mere værd end andre. Fra mit perspektiv er det ikke i overensstemmelse med det allesteds nærværende kald i lærergerningen, fordi det er uetisk og amoralsk.

Det kan jeg ganske enkelt ikke stå inde for.