IPCC-rapportens (FN's klimapanel) skræmmende kendsgerninger fra efteråret og Greta Thunbergs vedvarende insisteren har fremmet den bæredygtige dagsorden - og alle, der i dag drømmer om at kunne kalde sig folkevalgt efter valget, forholder sig positivt til »den grønne omstilling«.

Men langt hovedparten taler desværre om ændringer, som ligger uden for det enkelte menneske; teknologiske, politiske, infrastrukturelle med mere, mens så godt som ingen taler om behovet for grundlæggende forandringer i vores natur- og menneskesyn og i vores vaner og normer. Alt det uhåndgribelige, der eksisterer oppe i vores hoved.

Sat på spidsen er klimaforandringer ikke en biologisk krise, men en dyb krise i vores dybe, etiske værdier. Det er derfor også her, at den grønne omstilling kan tage det kraftigste afsæt - og her spiller vores uddannelsessystem en central rolle.

Ud over at uddanne børn og unge i at regne, skrive og læse, så opøver uddannelsessystemet også sine elever i, hvad »et godt liv« er, og hvad det vil sige at være en ordentlig og kritisk samfundsborger. Uddannelsessystemet er således formidler af både viden og værdier - og ingen anden institution i vores samfund har berøring med så mange borgere og over så mange år, som uddannelsessystemet har.

Derfor er det vigtigt, at uddannelsessystemet placeres centralt i den grønne omstilling. Uden et uddannelsessystem, der indstiller sine koordinater efter den grønne omstilling, kommer vi aldrig i mål. Det er også det, der bliver slået til lyd for i bogen »Hva' nu?« (Mads ­Strarup, Fjordager 2018), hvor der blandet andet præsenteres et nyt bæredygtigt dannelsesbegreb, der kan løbe som en grøn tråd gennem vores uddannelsessystems forskellige niveauer.

Når ordene til det kommende regeringsgrundlag skal forfattes, så er det altafgørende, at bæredygtighed indskrives som et uomgængeligt element i vores velfærdssamfunds uddannelser. Det har man allerede gjort i grundskoleuddannelsen i Finland, hvor bæredygtighed er skrevet ind i formålsparagraffen. Lad os gøre det samme i Danmark!