Ignatius er 14 år gammel. Han har en laset militærtrøje på, og han rager op over de andre drenge, som på bare tæer spiller fodbold på en toppet græsmark uden for ungdomsorganisationen YEFL i byen Tamale i det nordlige Ghana. Han kunne godt tænke sig en ny fodbold.

Ignatius tog i skole i morges klokken 6 og var hjemme igen klokken 15. Selv om han ikke er stærk på engelsk, så foregår al undervisning på det fremmede sprog. Ignatius kan godt lide disciplinen i skolen og at spille fodbold.

Jeg møder børnene i eftermiddagssolen, mens de tager en pause fra legen og slapper af i skyggen. De ved godt, at de er heldige.

”Nogle af vores venner går ikke i skole, fordi de ikke har råd til at gå i skole. De laver håndværk derhjemme”, siger Firdaus.

Jeg er taget til Ghana for at undersøge, hvad der er sket med et skoleprojekt, der blev taget initiativ til i Silkeborg for 30 år siden. Børnene på marken er ikke en del af projektet, men de er et tegn på, at flere og flere børn kommer i skole i Ghana. Det har flere projekter hjulpet med – og et af dem har medlemskroner fra Danmarks Lærerforening og flere danske lærere bidraget til.

Ideen fødes i et dansk lærerhjem

Men lad os spole tiden tilbage til 1994 og zoome ind på et spisebord i en villa i Them uden for Silkeborg. Villaen ejes af læreruddannede Stig Skovbo, og lige præcis den dag har han besøg af Thomas Ravn-Pedersen. Begge har i perioder arbejdet i Ghana for Ghana Venskabsgrupperne, og sammen har de en plan for, hvordan flere børn kan komme i skole i det fattige land.

Med ved spisebordet er også Abubakr Al-Hassan, en af Nordghanas ledere. Han udtrykker sin store bekymring for ”uddannelsesdilemmaet” i landet og fortæller, at familier, der sender børn i skole, alt for ofte oplever, at børnene enten ikke rigtig lærer noget eller føler sig fremmedgjorte i skolen. Han vil ændre den udvikling og skabe et tilbud til børn, som ikke kommer i skole. Målet er, at børn og forældre skal opleve, at skole gør en forskel i livet.

”Vi sad og snakkede om paradokserne i det ghanesiske uddannelsessystem. Det var præget af kolonisystemets tænkning. Læseplanen indeholdt engelske kongerækker i stedet for de ting, der var brug for. Der var behov for et løft af de børn, hvis forældre ikke kunne sende dem i den formelle skole”, forklarer Stig Skovbo.

De tre mænd drømmer sammen om at skabe et intensivt skoleprogram efter dansk forbillede. Kun 26 elever i hver klasse, som undervises på modersmålet. Ni måneders intensivt forløb, hvor undervisningsmaterialet er udformet efter danske pædagogiske principper. Men indholdet skal afspejle hverdagen i Ghana, så børnene skal læse om geder i stedet for grise og lerhytter i stedet for huse. Principperne skal være danske, men ghanesere skal være med til at udvikle indholdet.

Thomas Ravn-Pedersen var i Ghana som 21-årig og undersøgte muligheder for støtteprojekter for Venskabsgrupperne. Det intensive forløb, som de tre mænd taler om, skal være et opgør med den udenadslære, som præger det ghanesiske skolesystem.

”Vi ville ikke lave et parallelt skolesystem, men give dem en smagsprøve på, hvad skolegang kunne. De skulle mærke, at skole gør en forskel. Med et intenst forløb kunne det være, at nogle børn kunne komme ind i det formelle system”, siger Thomas Ravn-Pedersen.

Navnet på projektet voldte lidt vanskeligheder. Men det endte på School for Life. Det var der også et projekt i Nigeria, der hed, fordi landets daværende undervisningsminister havde været på besøg i Danmark og havde lært om Grundtvigs tanker om skole for livet.

”Vi stjal navnet fra Grundtvig og Nigeria og genbrugte det på savannen i Nordghana”, siger Stig Skovbo med både stolthed og humor i stemmen.

I julen 1994 fik DR’s julekalender med hiphopnissen Pyrus sat gang i salg af Børnenes U-landskalender. Stig Skovbo var med til at søge pengene fra kalenderen til School for Life-projektet – og fik dem. Et danskinspireret læse- og regneprogram for børn mellem otte og 15 år i Dagbon-området blev en realitet.

Danmarks Lærerforening har også bidraget til School for Life. International konsulent Tore Asmussen var med, da projektet blev udvidet, så også de mindste børn kunne drage nytte af danske turboforløb. Lærerforeningen ønskede med sin støtte, at de lokale undervisere på forløbene fik en læreruddannelse.

”Men det var svært at finde mennesker så langt ude, der havde en gymnasial uddannelse, så mange fik dispensation, og mange havde svært ved at klare læreruddannelsen. Vi lå over 50 procent, som gennemførte, men der var også mange, der ikke gjorde”, siger Tore Asmussen.

Projektet har hjulpet 400.000 børn

I Tamale er støvet rødt. De store veje er asfalterede, men drejer man ned ad en mindre vej, bumper bildækkene straks ned i jordhuller og hvirvler de røde partikler op i næsen og på tøjet. Jeg er ikke alene på rejsen her i november 2024.

I den hvide firhjulstrækker med lad og uden aircondition sidder Thomas Ravn-Pedersen tæt presset op ad mig. Manden, der sad med ved spisebordet i Them. I dag er han direktør for mediet Verdens Bedste Nyheder og lige så spændt som jeg på at høre, hvordan det er gået med School for Life-projektet. Han har fået midtersædet, for jeg har krævet at få den eneste plads i bilen, hvor sikkerhedsselen virker.

Vi skrumpler af sted for at finde en af de lærere, som var med for 30 år siden.

Første stop er hos direktøren for School for Life, Wedad Sayibu. Hun kan faktisk takke en dansk lærer for, at hun fik jobbet som direktør. Lærerens navn er Pia Sonnenborg. Hun bor i Valby og har i mange år været engageret i School for Life. I dag er hun pensioneret, men ringer man til hende, emmer hendes stemme af begejstring over, hvordan dansk skoleforståelse gør en forskel i Ghana.

”Det er vanvittigt vigtigt, fordi man får en fornemmelse af, at den skole, vi har herhjemme, også kan påvirke noget, der er ude i verden. Jeg snakker ikke om imperialisme, men om hvor synligt det er, at den grunduddannelse, vi har, kan bruges andre steder”, siger hun og fortæller, hvordan hun under coronapandemien på Zoom var med til at ansætte Wedad Sayibu.

”Blandt ansøgerne var der tre mænd og så Wedad. I ansættelsesudvalget var der tre ældre muslimske mænd fra Ghana og så to kvinder fra Danmark. Vi var enige om, at det var hende, der skulle ansættes”, siger Pia Sonnenborg.

På School for Lifes varme forkontor i Tamale træder en spinkel kvinde frem med et indbydende smil. Wedad Sayibu stikker rutineret et par flyvske hårlokker ind under det grå tørklæde og fortæller, at hun kender de interimistiske skoler, der blev skabt til de mindste børn i de små landsbyer. Skolerne, hvor Danmarks Lærerforening insisterede på, at lærerne skulle uddannes. Skolerne blev kaldt wing-skoler.

”De fleste wing-skoler er i dag blevet en del af det etablerede ghanesiske skolesystem”, fortæller hun.

School for Life-projektet eksisterer stadig. De 8-15-årige kan stadig indsluses i almindelige skoler via ni måneders intensivt skoleprogram. Indholdet i skolebøgerne er det samme som det, Thomas Ravn-Pedersen og Stig Skovbo sad og drømte om ved et spisebord i Them. Wedad Sayibu kan vise os de lyserøde hæfter, som de to mænds tanker udmøntede sig i. Nu findes de også digitalt, så lærerne kan printe materialerne.

”School for Life har fået 400.000 børn i skole, i den tid vi har eksisteret. Men der er en grund til, at vi stadig er her. For der er stadig en million børn, som ikke går i skole i Ghana i dag”, siger hun.

Vi står uden for School for Lifes kontor i den stegende eftermiddagssol, da ordene falder. Men det forhindrer ikke, at hårene rejser sig på Thomas Ravn-Pedersens arme. Han holder armen op foran Wedad Sayibu. ”Jeg får helt gåsehud”, siger han og kigger på hende med tårer i øjnene og et stort, drømmende smil.

Besøg hos en barfodslærer

Vi klemmer os ind i bilen igen og kører ud af Tamale til et middelklassekvarter, hvor der mellem de røde sandveje er parcelhuse. Bag hegnet foran et af dem bor Nassam Iddrish med to koner og børn. Han er læreruddannet. Dog ikke uddannet via projektet, viser det sig. Men han sad på kontoret for School for Life for 20 år siden. Om nogen ved han, hvad det danske skolesystem har bidraget med i Ghana, for han har selv været på uddannelsestur til skoler i Danmark, forklarer han.

”Det er fantastisk. Jeres børn lærer på deres modersmål. Ikke på engelsk. Det er bedre”, siger han og fortæller, hvordan han i Danmark oplevede, at elever lærer via rollespil. Han viser energisk, hvordan han stadig bruger sine undervisningserfaringer, på en flipover, som han slår op midt i stuen.

Pia Sonnenborg fra Valby har mødt Nassam Iddrish.

”Jeg kender godt Nassam. Hvert år i projektet hentede man fire barfodslærere til Danmark. Så blev de indkvarteret hos fire danske lærere og var med i skole, og bagefter rejste de danske lærere med tilbage og fulgte de ghanesiske lærere. Det var et fantastisk projekt. Nassam Iddrish ville også med på projektet, men blev afvist, fordi han jo ikke var på skolerne”, fortæller hun. ”Men så søgte han placering i et af distrikterne og fik det, og så kom han med til Danmark”.

I dag er Nassam Iddrish 52 år og arbejder som udviklingsmedarbejder og bruger stadig sin undervisningserfaring, når han hjælper folk videre i livet. Han giver mig et kraftigt og taknemmeligt håndtryk for den danske inspiration til skolen og livet, da han siger farvel i entreen til sit hjem.

Tilbage i Tamale foran ungdomsorganisationen YEFL er solen ved at gå ned. Ignatius, Firdaus og Yussuf får det sidste ud af lyset, inden de skal i seng klokken 20. Skolen er gratis i Ghana, men ikke alle har råd til skoleuniformer og materialer. Deres tre uniformer venter derhjemme, så de ikke bliver slidt på græsmarken.

Når jeg spørger dem om, hvad de vil bruge skolen til, falder svarene prompte. Yussuf vil være læge. Firdaus vil være sygeplejerske. Ignatius drømmer om at blive lærer.

Fagbladet Folkeskolen var i Ghana med støtte fra Globus-puljen, som er finansieret af Udenrigsministeriet.