Debat
Red verden
”Verden er ved at gå under. De voksne vil simpelthen ikke gøre noget ved den der elendighed og redde verden”, siger Vitello i Kim Fupz Aaakesons nye børnebog i den populære Vitello-serie. Men er indsamlingsshows som Danmarks Indsamling løsningen?
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Igen i år kan du give en skærv til Danmarks Indsamling for at hjælpe hjemløse, fattige børn. Men for at den gode gerning ikke ender i symptombehandling, kræver det fokus på fattigdommens årsager og en ændring af dens grundvilkår.
”Igen i år kan du og dine børn gøre gode gerninger og samle penge ind til Danmarks Indsamling 2018”, kan man læse på Ramasjangs hjemmeside. ”Vi landeplager hele Danmark”, står der på Danmarks Indsamlings hjemmeside.
Den 3. februar kulminerer Danmarks Indsamling i et kæmpe tv-show på DR1, hvor de store humanitære organisationer, politikere fra hele det politiske spektrum, erhvervslivet og familien Danmark hylder danskernes ”gode gerninger”.
Fattig folkeoplysning
Men når nu Danmarks Indsamling har næsten hele Danmarks bevågenhed, med et seertal på op imod en million seere, var det så ikke en god idé at grave et spadestik dybere? Var det ikke en idé at fokusere mere på fundamentale løsninger, og mindre på triste sorte børn og andre stereotyper?
For hverken Danmarks Indsamlings hjemmeside, politikerne, erhvervslivet, eller de humanitære organisationer der står bag Danmarks Indsamling, har travlt med at fortælle hvorfor børnene er hjemløse og fattige, eller hvad firmaerne, politikerne eller du og jeg sådan for alvor kan gøre for at forbedre deres situation.
For selvom humanitær hjælp, som den der støttes af Danmarks Indsamling, er nødvendig, er den i længden symptombehandling, hvis vi ikke samtidigt forsøger at ændre de grundlæggende vilkår der gør at mennesker har brug for nødhjælp i det hele taget.
For uden at forstå og forklare årsagerne til fattigdom, nød og elendighed, kan man selvsagt ikke være med til at fjerne den.
Fokus på fattigdommens årsager
Så hvad med at næste års Danmarks Indsamling også fokuserede på de ulige handelsforhold og såkaldte frihandelsaftaler, der er med til at skabe en stigende ulighed i verden, der gør at de rigeste ti procent ejer op imod 90 procent af verdens rigdomme?
Hvad med at man samtidigt fokuserede på de store firmaers skatteunddragelse i ulandene, der tilsammen er højere end verdens samlede udviklingsbistand. Eller at Danmark har skåret kraftigt ned på såvel kvoteflygtninge og udviklingsbistanden i de senere år, ikke mindst den del der går til reel udvikling.
Så var der måske en chance for, at vi sådan for alvor ville ”gøre noget ved den der elendighed og redde verden” som Vitello efterlyser.