Anmeldelse

Den der bog om projektledelse

Projekter! Projekter! Projekter!

Ryslinge Efterskole har i forlængelse af sin kursusvirksomhed udformet en guide til projektledelse, som også kan inspirere lærere i folkeskolen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bogen er en procesguide til elever, der arbejder med projekter. Den er gennemprøvet af efterskolens elever igennem de sidste tre år og vil i fremtiden blive anvendt til elever på Ryslinge Efterskole. Der følger en webside med bogen, som stadig vil blive opdateret.

Fakta:

Titel: Den der bog om projektledelse

Forfatter: Anne Leavy

Sider: 145

Forlag: Ryslinge Efterskole

Hensigten med forløbene er, at eleverne får redskaber til selvstændigt at gennemføre projekter. De tager udgangspunkt i virkelige problemstillinger, der kan være defineret af virksomheder, organisationer eller andre aktører i samfundet. Problemer kan formuleres af eleverne, som så byder sig til, eller det kan være aktører uden for skolen, som stiller en opgave, de gerne vil have løst.

Således er det afgørende, at problemstillingen ikke er fiktiv til undervisningsbrug, men et reelt eksisterende problem, der skal løses. Projekterne munder ud i konkrete problemløsninger i det omgivende samfund.

Projektets forløb består af fem faser. Den første er samarbejdsfasen, der indebærer afklaring af projektledernes rolle, samarbejdsudvikling og teknikker, der fremmer samarbejdsprocessen, blandt andet mødeteknik.

I anden fase - idefasen - er der en bevægelse fra helt fri udvikling af ideer til ideudvælgelse og til sidst kritisk afprøvning af ideernes holdbarhed.

Researchfasen er den tredje fase. Her indsamles viden, dels digitalt, dels ved opsøgende arbejde for eksempel i form af interview.

Den fjerde fase omfatter den konkrete, praktiske planlægning af projektets gennemførelse. Den omfatter projektplanlægning, afklaring af samarbejdsrelationer og fundraising.

Til slut den femte fase - formidlingsfasen - som omfatter markedsføring og pressedækning.

Fremgangsmåden i projekter er systematisk og grundig, og der er et væld af forslag til aktiviteter til at fremme og opretholde den målrettede proces.

Den samfundsrettede og handlingsorienterede tilgang, som projektet satser på, og den systematiske arbejdsmetode vil give eleverne vigtige kompetencer til at klare sig i både fritidsliv og arbejdsliv i fremtiden.

Jeg vil dog håbe, at der stadig er plads til den mere traditionelle højskoledannelse i undervisningen på den ærværdige, traditionsrige, grundtvigske Ryslinge Højskoles efterfølger.

Samtidig kan jeg anbefale lærere i folkeskolen at bruge bogen til både projektarbejde, tværfaglig emneundervisning og den faglige undervisning som håndbog til at få ideer til øvelser, metoder og udadvendte aktiviteter.