I den nye prøveform i samfundsfag, historie og kristendomskundskab, hvor eleverne kan gå op enkeltvis, parvis eller i grupper på tre, skal der til hver fremlæggelse anføres én til fem kilder, som har indgået i arbejdet. Læreren skal naturligvis være fortrolig med indholdet af disse kilder for at kunne afholde en kvalificeret prøve.

I en klasse med 26 elever, som jeg skal føre til afgangsprøve i samfundsfag, er der »kun« 48 kilder - artikler, tv-udsendelser, bøger, film - som jeg skal igennem. Det højest mulige antal er 130 kilder, hvis alle elever gik op enkeltvis med fem kilder hver. Det ville tage en uge eller to at sætte sig ind i en sådan kildesamling. I betragtning af det tidspres, som folkeskolereformen har sat lærerne under, er det slemt nok med 48 kilder.

Det paradoksale er, at med lærerens vejlederfunktion og det store antal elevvalgte kilder er forudsætningen for den nye prøveform netop den lærertype, som de seneste årtiers politik på folkeskoleområdet - med folkeskolereformen som klimaks - har sat sig for at afskaffe: Den fagligt velfunderede lærer.

Det kræver også en fagligt velfunderet lærer at forestå en prøve på 55 minutter, som er tidsrammen, når tre elever går op sammen.

En halvering af linjefagsuddannelsernes timetal, en kraftig forringelse af lærernes efteruddannelse og det totale bortfald af deres individuelle kompetenceudvikling i form af selvstudier vil med tiden udvikle den fagligt svage reformlærer, der ikke skal skabe sit eget fundament for sin undervisning, men blot gå på internettet og genbruge de undervisningsforløb, som andre lige så fagligt svage kolleger har uploadet.

I reformfolkeskolens kontekst er den nye prøveform en dødssejler.