Snekaos

Lærer Andreas Ravn Skovse har taget et billede på en usædvanlig stille dag, hvor skolens forældre er blevet bedt om at følge politiets opfordringer og undgå unødig udkørsel, imens lærerne omvendt er blevet bedt om at møde på arbejde, hvis ikke de vil betale for en fridag.

Sneramte lærere skal betale for at blive væk fra elevtomme skoler

Lærerne i Aarhus bliver trukket i løn, hvis ikke de trodser snedriver og politiets anbefalinger og kommer på arbejde. Helt tåbeligt, mener lærer, der er mødt frem til en skole med 10-15 elever.

”Der er fem elever i indskolingen i dag”.

Sådan lyder meldingen fra Andreas Ravn Skovse, der er lærer på Ellehøjskolen i Aarhus.

Massive mængder sne i Østjylland har betydet, at mange i området enten er sneet inde eller ikke kan komme frem på grund af aflyste busser og generelt trafikkaos.

På trods af den kaotiske situation meddelte Aarhus Kommune onsdag, at alle lærere som planlagt skulle møde på arbejde torsdag og fredag. Og hvis ikke de gjorde, måtte de selv betale for en fridag.

Andreas Ravn Skovse bor i Aarhus by to kilometer fra Ellehøjskolen, og bevæbnet med sin cykel og en god portion tålmodighed kan han godt trodse snedriverne og nå frem til skolen, hvis han bare står af og trækker på de strækninger, der stadig ikke er ryddet i indre Aarhus, fortæller han. 

Men for de af hans kollegaer, der bor udenfor Aarhus er det en anden sag.

”Hvis du bor i landsbyerne udenfor kommunen, er det tæt på umuligt at komme frem. Og nogle af dem er stadig sneet inde”, fortæller han.

I indskolingen, hvor Andreas Ravn Skovse arbejder, er der i dag cirka 12 ansatte til at se efter fem elever. På skolens andre årgange er billedet det samme, og i går var der endnu færre elever til samme antal lærere, fortæller han.

I skole uden elever

Folkeskolen har spurgt seks Aarhus-skoler, hvor mange elever der var mødt frem under det østjyske snekaos. På Ellehøjskolen lyder tallet på cirka 15 elever i dag og endnu færre torsdag. På Elev Skole er tallet cirka 25 børn, og på Hårup Skole er tallet 14. På Engdalsskolen mødte cirka ti elever op i går, og omtrent halvtreds var til stede i fredag. På Bakkegårdsskolen var tallene 2 børn torsdag og 27 i dag, og på Viby Skole, hvor der går 510 børn var cirka halvtreds af dem i skole i går og mellem 70-100 mødte op i dag.

Folkeskolen har været i kontakt med seks skoler i Aarhus. Her er meldingen også, at det kun er en brøkdel af eleverne, der har været i skole de sidste to dage.

"Det er helt tåbeligt"

Andreas Ravn Skovse mener ikke, at kommunens krav om, at alle lærere skal møde op eller betale for en fridag, er rimeligt.

”Det er selvfølgelig dejligt at kunne starte året på denne her måde med god tid til forberedelse, så man er godt klædt på, når eleverne kommer i næste uge. Men det er helt tåbeligt, at mine kollegaer ikke kan sidde derhjemme og gøre det samme. De kunne jo lige så godt tage en hjemmearbejdsdag, når nu vi har så få elever, som vi har,” siger Andreas Ravn Skovse.

I et opslag på Facebook kalder han kommunens beslutning for "absurd", en udmelding, der møder opbakning fra en af hans indesneede kollegaer.

”Hvor har du ret! Jeg sidder hjemme og vil meget gerne bruge tiden på forberedelse - især den langsigtede og tidskrævende i forhold til afgangsprøver. Men at gøre det på en dag, hvor jeg får løntræk eller skal betale med en feriedag virker dumt. 9.klassernes eleverne har fulgt opfordringen om at blive hjemme, så ingen af mine eleverne er mødt op, men jeg havde meget gerne undervist dem virtuelt de her to dage og på den måde undgået af eleverne gik glip af undervisning”, skriver en person i kommentarfeltet.

Kommunen presser ansatte ud i farlig trafik

De fleste af Ellehøjskolens lærere er blevet hjemme de seneste dage, men flere har trodset sneen for at møde frem til en næsten tom skole, fortæller skolens tillidsrepræsentant Lars Kammer.

”Jeg har kollegaer, der har kørt hertil fra Djursland. Det er en lang og farlig tur. Det er en træls situation, de er blevet bragt i”, siger Lars Kammer og tilføjer,

”Det er ulykkeligt, at man tvinger folk ud i trafikken for, at de skal opretholde deres løn”.

Rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune Thomas Medom (SF) har i dag understreget i et debatindlæg i Århus Stiftstidende, at lærerne og pædagoger er en del at kommunens såkaldte ”driftssikre beredskab”, der skal sikre at ”faggrupper som læger, SOSU-assistenter, politibetjente og sygeplejersker kan få passet deres børn”.

”Det betyder også, at blandt andet pædagoger og lærere er undtaget, når politiet fraråder al unødig kørsel eller kørsel i det hele taget. For det er disse medarbejdere, der sikrer, at vi kan holde åbent for børn og unge”, skriver han.

Lars Kammer forstår udmærket kommunens dilemma, men han mener godt, at opgaven kunne være løst bedre.

”Skolen skal selvfølgelig være åben for dem, der har behov for at få passet deres børn, men man kunne godt have forberedt sig i forvejen og have oprettet et nødberedskab. Det er ikke særlig elegant håndteret det her”, siger han.

I sit debatindlæg i Århus Stiftstidende skriver rådmanden, at han godt forstår de ansattes frustration, når politiet siger ét og kommunen beder sine ansatte om at gøre noget andet. Men han henviser samtidig til kommunens regler.

”(…) når vi har regler, der tilsiger, at kan man som medarbejder ikke komme frem til sin arbejdsplads, og hjemmearbejde ikke er en mulighed, ja så skal man afvikle ferie, afspadsere eller være fraværende uden løn”, skriver Thomas Medom.

TR: "Kommunen kunne godt være mere fleksibel"

Lars Kammer efterspørger, at kommunen er mere fleksibel.

”Vi lærere er generelt et meget fleksibelt folkefærd, og jeg synes også, at kommunen kunne vise en tilsvarende fleksibilitet, når der opstår sådan en har situation her”, siger Lars Kammer.

Men måske er der et tegn på fleksibilitet i Thomas Medoms debatindlæg, hvor især én udmelding tyder på, at skolelederne har et vist handlerum overfor de ansatte. Rådmanden skriver,

”Jeg forstår, at man som medarbejder kan føle sig klemt. Jeg har dog stor tiltro til, at har man ingen mulighed for at møde op, så finder man i langt de fleste tilfælde en løsning i dialog med sin leder. Men når det uvante pludselig overtager, er det ikke altid, nuancerne kommer med, og regler, der står alene, kan ofte føles rigide”.

Lars Kammer siger, at han er i tvivl, om det betyder, at de indesneede lærere slipper for at skulle betale af egen lomme, og han mener, at skolelederne kan have svært ved at gå imod kommunens udmeldinger.

Lønningsdag er ikke lige rundt om hjørnet, og tillidsrepræsentanten fortæller, at han vil gøre, hvad han kan for at få skolens ledelse til at kompensere de kollegaer, der har måttet betale med 7,4 timers løn for hver dag, de har været sneet inde.