13-årige Salim Said rejser sig fra sin stol. Han ranker ryggen og snor sig langsomt mellem sine nye klassekammeraters borde mod spotlyset foran tavlen. Han kigger ud mod klassen, alles øjne hviler på ham, og han begynder at fortælle om sin fars job.

Faren arbejder på et lager. Nogle gange arbejder han om natten, men han tjener penge til familien, og det er det vigtigste, understreger Salim. Jobbet giver en god ufaglært løn, hører han sig selv forsvare sin fars arbejde.

Det er “fortæl-hvad-dine-forældre-laver-dag”, og alle Salims klassekammerater har taget deres mor eller far med. Det tager knap en time med offentlig transport at komme til skolen fra hans hjem i Trillegården, og hans far har haft natarbejde, så han har ikke overskud til at bruge formiddagen i forskellige busser for at være med. 

Én efter én har de andre børns forældre fortalt om uddannelsesveje, karriere og løn. Klasseværelset på Virupskolen i Hjortshøj fyldes med sjove anekdoter fra ejendomsmæglerkontoret og fortællinger om lønbonusser og fine titler. 

Salim er stolt af sin far, der flygtede fra Somalia i 90’erne og siden har forsørget familien gennem arbejdet på lageret. Men i klasseværelset bliver farens job symbolet på den afstand, der er mellem det, Salim kender, og den nye skole, han er blevet flyttet til. Pludselig føler Salim en skam over sit ophav, han ikke har følt før.

Han er lige vendt tilbage til Trillegården i Aarhus V efter at have boet to år i København. Han er blevet sprogscreenet, og selvom han før har gået på Hasle Skole en kilometer fra sit barndomshjem, gjorde buspolitikken, at han ikke måtte starte på sin lokale skole. Han startede derfor på Virupskolen i 5. klasse – mod sin vilje.

Frit skolevalg – men ikke for alle

I Danmark har vi frit skolevalg. Men for et par hundrede elever i Aarhus Kommune er sagen en anden. Siden 2006 har kommunen frataget tosprogede børn med behov for sprogstøtte deres frie skolevalg. Det er den eneste kommune i landet, der stadig praktiserer ordningen.

Før skolestart sprogscreener kommunen alle tosprogede, og reglen er, at der kun må være 20 procent elever med danskvanskeligheder på hvert klassetrin. Derfor bliver nogle af de børn, der scorer lavt i sprogtesten, sendt til en anden skole i kommunen. Strækningen for de tosprogede børn kan være lang, og turen foregår i bus. “Busbørn”, bliver de kaldt. 

På modtageskolerne er koncentrationen af etniske danskere højere, og her er det meningen, at klassekammerateffekten skal sætte ind. Forestillingen er, at hvis flere af børnene har dansk som modersmål, vil det smitte af på de tosprogedes danskkundskaber. Men ifølge Line Møller Daugaard, der er ph.d. og docent i sprogpædagogisk praksis på Via University College i Aarhus, og som har et indgående kendskab til ordningen, forholder det sig ikke sådan:

“Det kan siges meget simpelt: Klassekammerateffekten virker ikke i et sprogpædagogisk perspektiv. Sprog smitter ikke på den måde, som ordningen antager”, fortæller hun.

“Det, vi for eksempel ved virker, er, at lærere og pædagoger har indsigt i dansk som andetsprog, kulturel forståelse og et øget fokus på skole-hjem-samarbejde. Man kunne lave enormt meget kompetenceudvikling for de penge, busordningen koster”, siger Line Møller Daugaard.

I 2020 slog en rapport fra TrygFondens Børneforskningscenter fast, at “busbørnene” lærer mindre og trives dårligere, end hvis de var blevet på deres lokale skole. Børnene i ordningen døjer i højere grad med ondt i maven, ensomhed og mobning på deres nye skoler, og de opnår et lavere uddannelsesniveau senere i livet.

Argumentet fra byrådets tilhængere af ordningen har været, at hvis man ikke havde buspolitikken, ville koncentrationen af tosprogede elever på skolerne i det vestlige Aarhus blive for høj. Det kan resultere i, at etnisk danske familier fjerner deres børn, og at skolerne derfor må lukke. Byrådets tilhængere af buspolitikken ser den som en nødvendighed for at opretholde balance i skolesystemet i Aarhus Kommune, også selvom prisen er nogle børns frie skolevalg. 

Trods kritikken eksisterer busordningen fortsat, og i sommeren 2023 var 47 børn ufrivilligt sat til at skulle starte i 0. klasse et andet sted end deres distriktsskole.

Rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune Thomas Medom har ikke ønsket at stille op til interview om ordningen, men fortæller i en skriftlig kommentar:

“Skolehenvisningspolitikken er Børn og Unges forsøg på at skabe blandet elevsammensætning på tværs af kommunens folkeskoler. Der er ikke nogen tvivl om, at den har sine udfordringer, og derfor er vi også i gang med at se på alternative løsninger”.

Men han mener ikke, at politikerne bare kan fjerne skolehenvisningspolitikken fra den ene dag til den anden.

“Vi er nødt til at have fundet et godt alternativ først, og vi er nødt til at nå længere i byrådets arbejde med blandede bydele og integration i Aarhus Kommune. Ellers ender vi i en situation, hvor elevfordelingen bliver uforholdsmæssigt skæv på en række skoler i kommunen, og vi risikerer at gøre skolerne, men også børnene og de unge en bjørnetjeneste og endnu en gang ende med skolelukninger”, skriver han.  

To forskellige verdener 

En dag, kort efter at han er startet på Virupskolen, holder Salim Said frikvarter i klassen i Hjortshøj. Han kender ikke de andre elever så godt endnu, men han prøver at finde på ting at snakke med dem om. Når de taler sammen, kan han høre, at de taler på en helt anden måde, end man gør i Trillegården.

Pludselig, mens han sidder for sig selv i pausen, kommer en af drengene op til ham og begynder at børste hans hår. Han spørger ikke Salim om lov først, men han er nysgerrig på, hvordan Salims mørke krøller ser ud, når de bliver redt. I det øjeblik bliver det klart for Salim, at der nok ikke har gået en med afrikanske rødder i klassen før.

“Jeg følte mig udenfor, og jeg havde det ikke godt i den periode. Ordet ’nigga’ hørte jeg ofte, og selvom det ikke altid var nedladende ment, tænkte jeg meget over det. Jeg ville bare gerne tilbage til mine venner i kvarteret og til Hasle Skole, men det kunne jeg ikke”, fortæller Salim.

Efter dagen med hårbørsten begynder han at lægge mærke til forskellene på ham selv og de andre i den klasse, han er blevet en del af. For eksempel bliver skrivebordene i de ældre klasser dækket af MacBooks i undervisningen, og Salim var en af de eneste, der ikke havde en med i skoletasken.

“De andre fik dem jo bare af deres forældre. Jeg vidste godt, at mine forældre ikke havde råd, så jeg kunne næsten ikke få mig selv til at spørge efter en. Jeg tænkte bare: Vi er jo broke i forhold til dem”, fortæller han.

Når Salim har fri fra skole, begynder et indre stopur. Han ved nemlig, at han skal hjem, når bussen kører. Ikke før, ikke efter. Selvom han har det sjovt med vennerne på skolen, skal han komme ud til parkeringspladsen, stille sig op på en række og tælles med de andre “busbørn”, når pædagogen ringer med klokken.

Det betyder også, at han for eksempel ikke kan være med til skolefodbold på Virupskolen. Det ligger, efter at bussen er kørt. Han kan heller ikke gå til en fritidsaktivitet hjemme i Trillegården, da bussen kommer for sent hjem. Den kører klokken 07.30 om morgenen og klokken 13 og 15 om eftermiddagen.

Ud over at ligge på faste tidspunkter er turen i sig selv en udmattende oplevelse:

“Busturen var en jungle. Den var jo fyldt med trætte børn, og der var ikke nogen voksne ud over chaufføren, så de skændtes og råbte hele vejen. Jeg prøvede at sove i bussen, når jeg kunne”, fortæller Salim.

I dag er Salim 23 år og bor stadig med sin mor, far og tre brødre i Trillegården. Til daglig læser han til ergoterapeut på Via University College i Skejby et kort stykke fra barndomshjemmet.

Aarhus går enegang 

Allerede i 2010 viste en rapport fra kommunen, at det stod skidt til med børnenes ve og vel. Her svarede knap 40 procent af de adspurgte familier i modtageklasserne, at de slet ikke eller i ringe grad syntes, at det var socialt positivt for deres barn at gå i klassen.

“I stedet for at kigge på fakta ser det ud til, at politiske hensyn vægtes tungere end elevernes trivsel. Ikke nok med at det er problematisk for børnene, ordningen tager også udgangspunkt i en potentielt diskriminerende narrativ frem for kendsgerninger”, fortæller Mira C. Skadegård, der er lektor i diskrimination og ligestilling på Aalborg Universitet.

Hun har i mange år forsket i, hvordan utilsigtet strukturel diskrimination kommer til udtryk, og hos hende er der ingen tvivl om buspolitikken i Aarhus:

“Det her er et klassisk eksempel på, at narrativen om brune børn som nogle, der skal integreres, og at det skal ske ved bare at gå op og ned ad hvide børn, kommer til at feje evidens af bordet. Det har simpelthen ikke nok hold i virkeligheden. Med vores nuværende viden om feltet burde vi kunne gøre det bedre i Danmark”, siger Mira C. Skadegård.

Den opfattelse deler Salim Said i høj grad: 

“Du kan ikke presse din kultur ned i halsen på dem, der skal integreres. Jeg føler i hvert fald ikke, at det virkede for mig. Tværtimod følte jeg mig mindre velkommen og fik det dårligt socialt”, fortæller han.

I Københavns Kommune har man valgt at gribe problematikken anderledes an. Her gør man brug af den såkaldte Københavnermodel, hvor tosprogede forældre får et frivilligt tilbud om, at deres børn kan komme på en skole med flere resurser til deres behov.

Der er dog en række parametre i hovedstadsområdet, der gør det nemmere at blande eleverne frivilligt. For eksempel er afstandene kortere, den offentlige trafik er mere forbundet, og skoledistrikterne er anderledes delt op.

Busordningen lever stadig 

Foran Virupskolen i Hjortshøj holder to minibusser hver eftermiddag parkeret. Buschaufføren i den bagerste bus hænger ud ad vinduet for at snakke med sin kollega, og bag ham er bussen fyldt med børn.

I døråbningen kan man se en pige iført hvid hijab og matchende tøj. Selen er spændt, og hun dingler med benene. På fortovet ved siden af bussen går forældre med deres børns skoletasker over skulderen på vej hjem til nabolaget omkring skolen, hvor de bor. 

Den gule murstensbygning, der dannede rammen for det meste af Salims skolegang, er omringet af store fodboldbaner, og der dufter af nyslået græs. Men selv om skolen ligner det bedste udgangspunkt for et barneliv, var Salims opfattelse en anden. 

“Jeg skulle være to forskellige mennesker – på skolen var jeg Salim, i kvarteret var jeg Said”, fortæller han.

23-årige Salim sidder i Herredsvang Kulturhus, og ud gennem vinduet bag ham kan man ane de rødbrune murstensblokke, der udgør det, han kalder det rigtige Trillegården. Han klør sig selv i sit mørke skæg, tager en tår af sin Faxe Kondi og peger ud på parkeringspladsen, hvor han selv er blevet sat af med bussen.

“Her klokken 15 kan man se, hvordan de små børn kommer løbende ud af bussen med deres tasker. De bliver alle sammen smidt af her, og så går de selv hjem”, fortæller han.

En barndomsven går forbi kulturhuset, og de hilser på hinanden med et nik og et vink. De fleste af Salims venner bor i Trillegården, og de kalder ham Said. Afstanden til folkeskolen i Hjortshøj gjorde det svært for ham at opretholde en relation til klassekammeraterne, da han afsluttede 9. klasse.

“I dag har jeg ikke kontakt til nogen fra Virupskolen. Det endte med, at de blev en slags kollegaer, jeg var sammen med fra otte til to”, fortæller Salim.