Ministeriets liste over nyanmeldte friskoler
Forældre anmelder fortsat mange friskoler
Undervisningsministeriet har haft knapt så travlt med at tælle som sidste år, men igen i år er der anmeldt et forholdsvis stort antal friskoler. Sidste år lød tallet på 65, i år bebuder forældre 39 nye friskoler til åbning i august 2012.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Fristen for at anmelde nye friskoler udløb 15. august, men ministeriet har først offentliggjort listen over de 39 skoler i dag, da undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) skulle orienteres om den, før den blev frigivet.
39 anmeldelser er pænt højt sammenlignet med de foregående år. I 2006 var tallet nede på 12, året efter steg det til 28 for at falde til 15 i 2008. I 2009 steg det igen, denne gang til 25, og sidste år nåede antallet af anmeldelser så helt op på 65.
Forældre vil have alle spillekort på hånden
Bedømt ud fra skolernes navne ser mindst halvdelen af de 39 anmeldelser ud til at skyldes, at den lokale folkeskole er truet af nedlæggelse. Det er for eksempel tilfældet i Rebild Kommune, hvor forældrene i Hellum stadig håber, at politikerne bevarer deres lille skole. Men for en sikkerheds skyld har de indbetalt 20.000 kroner til Undervisningsministeriet for Hellum Fri Skole.
"Vi skal have alle spillekortene på hånden. Vi synes, at Hellum Skole er en rigtig god skole, som vi gerne vil beholde. Og vi vil allerhelst have, at Rebild Kommune fortsat kan tilbyde både store og små folkeskoler", sagde Jørgen Krogh Hessellund, formand for skolebestyrelsen på Hellum Skole, til Nordjyske, dagen efter anmeldelsesfristen var udløbet.
Der er også anmeldelser, som ikke bunder i en lukningstruet folkeskole, her i blandt internationale skoler i Aarhus og Billund.
Kun 24 af 65 anmeldelser er blevet til skoler
At en friskole bliver anmeldt betyder ikke nødvendigvis, at den bliver en realitet. Af de 65, der blev anmeldt sidste år, var kun 31 tilbage, da vedtægterne skulle være sendt ind til ministeriet sammen med anden rate af anmeldelsesgebyret på 30.000 kroner den 1. februar i år.
Da skoleåret begyndte, var yderligere syv faldet fra, så det endelig tal lander på 24 nye friskoler i år. Altså langt under halvdelen af dem, der blev anmeldt for et år siden.
Hjørring er den kommune, der har fået tilført flest friskoler, nemlig fem. Her nedlagde politikerne også syv skoler op til dette skoleår. Tønder Kommune nedlagde flest skoler, nemlig otte, men her er ingen af dem erstattet af en friskole.