Hvor er det dejligt at mærke den energi, inerti og debatlyst, som medlemmer og kongresdelegerede lige nu udviser, inden foreningens kongres i næste uge. Alle brænder for at ytre en holdning og mening til næstformandsvalget og det mulige kaos i kølvandet her på.  Vi mener dog, at det fylder lige rigeligt i forhold til alle de udfordringer, vores medlemmer har ude på arbejdspladserne. De vigtige debatter og beslutninger, som kongressen, foreningens øverste myndighed, skal træffe, drukner lige nu i personfnidder og unødig frygt for foreningens fremtid. Naturligvis er et valg til foreningens ledelse vigtigt. Samtidig mener vi, at de af nogle forudsete konsekvenser og bekymringer er blæst ud af proportion. Det er et kampvalg om næstformandsposten - en post i foreningens ledelse. Det bør en stærk demokratisk forening som vores kunne rumme.

Vi støtter Morten Refskov i at opnå valg som Danmarks Lærerforenings nye næstformand. Men det er ikke vores støtte til Morten, der er omdrejningspunktet for dette indlæg. Derimod ønsker vi at forholde os til den megen irrationelle frygt for foreningens fremtid, der synes at have sneget sig ind, efter at Anders Bondo har ladet forstå, at han trækker sig, hvis Morten opnår valg.

Skulle Anders Bondo trække sig, vil det naturligvis give ringe i foreningens vand. Men da Danmarks Lærerforening er en stærk demokratisk organisation, med gældende vedtægter, vil det hurtigt igen være blikstille. Konkret vil Morten blive konstitueret formand, indtil næste ordinære kongres, hvor der så igen vil være valg. I mellemtiden vil Morten garanteret kunne samle gode kræfter, som kan bringe os stille og roligt videre i den periode. Der er mange dygtige folk, som både kan og vil træde til. Hovedstyrelsen er fyldt med rutine, og der står en lang række nye kandidater klar til at tage ansvar. Efter vores bedste overbevisning må et demokratisk valg omkring foreningens næstformand ikke forveksles med en frygt for, at kun Anders Bondo er i stand til at lede vores forening.

Som forening står vi i den særlige situation, at vi med Ny Start har en længerevarende periodeforhandling foran os og ikke en presset traditionel overenskomstforhandling. Det burde alt andet lige give mulighed for nye ideer og andre løsninger på de problemer, vores medlemmer står i, samtidig med at vi kigger lidt i spåkuglen i forhold til fremtidige udfordringer. En periodeforhandling, som sikkert ikke vil lide under nye øjne på sagen.  Så tidspunktet for forstyrrelser og uro er vel ikke mere kritisk, end hvis det faldt forud for en hvilken som helst anden overenskomstforhandling. Vi tror på et valg ud fra kompetencer, værdier, visioner og handlekraft og ikke ud fra frygten for det, som vi ikke ved.

Én ting er sikkert: Danmarks Lærerforening er en stærk fagforening, og den er medlemmernes forening, som den altid har været. Det kan hverken Morten Refskov, Dorte Lange, Anders Bondo eller en helt fjerde lave om på.