Opskriften er alt for klassisk: vold i hjemmet, forældre, der forsvandt på værtshus og lod to små drenge passe et spædbarn. Dårlig skolegang, smidt ud af flere skoler, og så fulgte et misbrug af stoffer, anabolske steroider og vold.

Meget kort fortalt var det Kunos liv.

Kuno har siddet i fængsel i mange år. I dag fortæller han udskolingseleverne på Nordstjerneskolen i Helsinge om at være indsat, tage stoffer og ødelægge sit liv. Han er sammen med Kim Vestergaard Winther, der er fængselsbetjent. Det er B-siden, der står som arrangør af dagen med foredraget »Bag om bøllen«. De to lægger op til, at eleverne spørger - og de må spørge Kuno og Kim om alt.

Kuno røg i fængsel første gang som 18-årig. Siden kom flere domme til.

»Sidste gang fik jeg ti år og nogle måneder. Det var en opslidende retssag. Der var 45 vidner, og halvdelen af dem græd, fordi de havde haft besøg af mig. Det var sgu ikke sjovt at høre på«, fortæller Kuno lavmælt eleverne, der er samlet i idrætssalen.

Han fortæller, hvordan han har siddet i arresten og tænkt på sin søn. Tænkt på præcis alt det, han havde forestillet sig ikke skulle ske. Han ville jo netop gerne være en bedre far end den, han selv havde oplevet som barn.

Eleverne lytter. Det gør indtryk, når Kuno beretter om alle de forkerte valg, han har taget i livet, og opfordrer eleverne til at tænke sig om. Han beder dem om at træffe nogle gode valg og få et godt liv.

Blandt de seje drenge

I skolen var Kuno klassens klovn. »Jeg sad mest uden for døren eller uden for skolelederens dør«.

Som ung opdagede han, at han var god til at bokse, og det blev til både jysk og dansk mesterskab. Han var blandt de seje drenge.

»Dengang jeg dyrkede al den sport, gik det egentlig godt i skolen. Jeg holdt også op med at ryge, og jeg fik både 9. og 10. klasses afgangsprøve«.

»Da jeg skulle ud af skolen, skulle jeg jo finde ud af, hvad jeg ville være. Jeg kunne godt lide at bruge mine hænder og være kreativ. Jeg tænkte også på at blive politibetjent ...«, siger Kuno med en lille hmmm-lyd.

»Det blev jeg så ikke«.

Han kom i tømrerlære, og første gang han kom i fængsel, var det for vold. Han var også oppe at toppes med sin mester. Da Kuno fik sin dom, sagde mester: »Nu afsoner du de seks måneder - og så kan du jo altid kigge forbi bagefter«. Men det gjorde Kuno aldrig.

Han fortæller, hvordan han drak for meget, og en dag han var meget fuld, tog han amfetamin. Han var hundesyg bagefter, men næste weekend tog han mere. I fængslet begyndte han at tage anabolske steroider.

»Ved I, hvad det er? Man tager dem for at få store arme, og fordi man tror, man er en helvedes karl«.

»Har dine tatoveringer en historie?« vil en elev vide.

Tatoveringerne op over halsen har han som regel fået lavet, når han var på stoffer. Kuno fortæller, at han ville ønske, at han ikke havde dem. Især når han er til skole-hjem-samtale på sin søns skole. De giver et ret forkert signal, understreger han stille.

Vendepunktet

Eleverne hører om Kunos nedture, når han ender i en møgbeskidt sofa hos én, tager stoffer, ikke får noget at spise og slet ikke bliver vasket eller får børstet tænder i lang tid. Om selvdestruktive tanker.

De hører også om barndommen med vold. Hvordan han og hans søskende må se på, at hans mor bliver slået til blods og får slået tænder ud. At der faktisk ikke er nogen, der reagerer, selv om flere efter hans mening må have vidst, hvor slemt det stod til i hjemmet.

Kuno har været i de fleste jyske fængsler. »Jeg kender altid nogle i fængslerne. Enten har jeg solgt stoffer til dem, eller også har jeg tævet dem«. Kuno fortæller, at langt de fleste indsatte er på stoffer af en eller anden slags.

Sidste gang han blev anholdt, skete det ved, at en flok betjente og en låsesmed låste sig ind, hvor han lå i en kæmperus. Han havde tømt en våbenklub og fik en hård dom.

Men det var så også i fængslet, at vendepunktet kom. Han kom i et misbrugsprogram, i fædregruppe og i noget terapi med selvudvikling.

»Først var det en underlig oplevelse. Pludselig sad der indsatte og fortalte om al den kriminalitet, de havde begået. Det fortæller man ellers ikke til politiet. De talte også om, hvordan de følte det. Det var jeg slet ikke vant til. Sådan nogle bløde ord taler man normalt ikke om i et fængsel«, siger Kuno.

Han går rundt foran eleverne og taler stille jysk i mikrofonen. Indimellem spørger han en elev om noget, og ellers er det bare ham, der taler.

Om at han har fået kontakt til sin familie igen. Om at han nu ved, at han har overskredet mange grænser i sit liv. Om nu at skulle bo selv på en pension med fodlænke i nogle måneder. Om at være sammen med sin søn. Men også om at søge pension, fordi han har fået PTSD og angst efter et hårdt liv og efter at have været syg af kræft for et par år siden.

»Heldigvis overlevede jeg«, smiler Kuno til forsamlingen, der klapper og går til frikvarter.

Verden er din

»Husk jeres drømme. Verden er din, du skal tage den, men der kan være noget hårdt arbejde undervejs. Sig til, hvis der er noget, du har svært ved. Samfundet vil gerne hjælpe dig«, lyder det fra fængselsbetjent Kim Vestergaard Winther.

Kuno og Kim er på vej rundt i udskolingsklasserne. De skal være på skolen i to dage, besøge hele udskolingen, og om aftenen er forældrene inviteret.

Afdelingsleder Anders Vestergård fortæller, at skolen altid har fokus på det med at træffe de rigtige valg og at have modet til at sige fra. Da de fik materiale fra B-siden, så de muligheden for arrangementet. Der er ingen aktuel problematik om kriminalitet eller stoffer på skolen, men skolen skal være med til at fortælle om virkeligheden.

Og her hos 7.-klasserne kommer en del af virkeligheden ind til eleverne. Den er lige foran eleverne, der sidder samlet og lytter til fængselsbetjentens oplysninger om, at der går 6.500 indsatte igennem fængselssystemet om året. Og at de alle har haft drømme om noget andet.

»Jeg har altid følt mig forkert alle vegne. Jeg har manglet selvværd, men jeg tror, at det kun er noget, der er sket i mit hoved«, siger Kuno.

I dag bruger han motion til at komme i godt humør og til at møde almindelige mennesker. Det kan godt være svært efter så mange år i fængsel.

Prisen for ti gram heroin

»Jeg synes, det var modigt af Kuno at gøre noget ved det«, siger en elev. En anden spørger, om han stadig har stero­ider i kroppen.

»Nej, ikke mere, men min kropsstørrelse er grundlagt dengang«, forklarer han.

De taler om, hvad empati er. At nogle kriminelle ikke har empati. Kim Vestergaard Winther spørger, om de tror, man kan vænne sig til at se sin mor få bank. Om de tror, det kan blive hverdag. Nej, for hvis man reagerer sådan, så har man mistet sin empati.

Kim Vestergaard Winther deler små plasticposer rundt blandt eleverne og understreger, at de ikke må åbne dem. Eleverne ser noget forskræmte ud over de små poser med hvidt pulver og brunt pulver - indtil nogle prøver at lugte til poserne.

»Det er flormelis, tror jeg«.

»Hæ, og det her er bouillon«, lyder kommentarerne.

Også cayennepeber og vaskepulver deles rundt i små poser.

»Denne lille pose ville koste mig otte måneder i fængsel, hvis det var heroin. Og jeg har en ren straffeattest«, forklarer fængselsbetjenten.

»Jeg ville miste mit arbejde, vi ville blive nødt til at sælge vores nye hus, og min kone ville stå alene med tre børn. Sådan en pose kan ændre utroligt meget. Hvad tror I, det ville koste Kuno?« spørger Kim Vestergaard Winther.

Det ville udløse resten af hans straf, og han ville ryge tilbage i fængsel.

Fængselsbetjenten spørger lærerne, hvad det ville betyde for en 13-14-årig elev at blive taget med heroin på sig. En underretning, involvering af forældre, SSP og de sociale myndigheder, lyder svaret.

Kim Vestergaard Winther fortæller, at hjernen er vores største fedtdepot. Her ophobes narkotika og alkohol.

»Man kan mærke det på misbrugere. Deres hjerner har taget skade. Jeg er mentor for en ung pige, der har taget hårde stoffer i flere år og er totalt hærget i dag. Hun har taget skade, og det er så trist«.

Slås om jeres penge

Kim Vestergaard Winther taler med eleverne om, at det kan være en form for forsvar at veje 150 kilo, være smurt ind i tatoveringer og være udfarende over for andre.

»For eksempel lever bandemedlemmer af, at vi frygter dem«, siger han. »De taler om broderskab. Ha! Det handler om penge. Hvad tror I, de slås om? Magt, penge og territorier til stofmarkedet. Ved I, hvad de slås om? Alle jer, der sidder her og tænker, at det aldrig bliver jer. De er ude efter jeres penge. De er ude efter at påvirke jer«.

En lærer fortæller om en tidligere elev på en anden skole. Han var rigtig dygtig i skolen, kom fra en velfungerende familie og syntes nok, at han vejede fem kilo for meget. Det gik ud over hans selvværd. Han begyndte i et fitnesscenter og kom ind i et fællesskab dér. Begyndte at tage anabolske steroider og kom med i rockermiljøet. Tog en slapper efter 9. klasse og kom aldrig i gang med en ungdomsuddannelse. Nu sidder han med en dom på 13 år for drabsforsøg.

»Jeg kender ham godt«, kommer det stille fra Kuno. Kim Vestergaard Winther slutter dagen af med at sige, at han ikke skal bestemme over elevernes liv, men at han håber, de tager nogle gode valg. »Jeg ønsker for jer, at I får det gode liv. I skal jage det gode liv derude«, siger han.