Anmeldelse
Matematikdidaktik
Pligtlæsning for matematiklærere
Hvad er vigtigst i matematikundervisningen? Hvad er matematik? Hvorfor i det hele taget undervise i matematik, og hvilke kompetencer skal en matematiklærer besidde? Det er ikke mindst det, Rune Hansen søger svar på i "Matematikdidaktik".
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Bogen burde være pligtlæsning for enhver matematiklærer, inden denne lukkes ind til videbegærlige børn og unge i skolen. Den er struktureret med en række opmærksomhedspunkter for læseren, og undervejs stilles der spørgsmål, som læseren skal forholde sig til i forhold til: Hvordan finder matematiklæring sted? Hvordan er din egen undervisningspraksis, og hvad er elevernes udbytte af undervisningen? Skal eleverne løse opgaver, eller skal de udarbejde dem selv? Og hvad er de grundlæggende mål med matematikundervisningen? Undervejs inddrages forskellige læringsdidaktikere, betydningen af at planlægge undervisningen med mål, målstyring med videre.
Fakta:
Titel: Matematikdidaktik
Forfatter: Rune Hansen
Pris: 300
Sider: 304
Forlag: Hans Reitzels Forlag
"Matematikdidaktik" er struktureret i fire dele. Del I introducerer til det matematikdidaktiske område, del II handler om den begrebsmæssige ramme for matematikdidaktik, matematik som skolefag og matematiklærerens faglighed, del III har fokus på matematikundervisning og matematiklæring, mens del IV diskuterer forskellige matematikdidaktikker, mål og målstyring, elevens målorientering, læremidler og kompetenceorienteret matematikundervisning.
"Matematikdidaktik" har de studerende på læreruddannelsen som sin målgruppe. Jeg kunne godt drømme om, at der var både tid og rum til, at matematiklærere og fagudvalg også begraver sig i bogen. Didaktik er det centrale omdrejningspunkt for al undervisning, og det er vigtigt for os alle at reflektere over egen praksis og diskutere, hvordan vi indretter undervisningen mest hensigtsmæssigt. Bogen bør stå på ethvert lærerbibliotek og fortjener at blive tyndslidt.