Anmeldelse

Anerkendende kommunikation

Gammel vin på ny flaske

Har man været længe i branchen, vil man som undertegnede muligvis møde bogen med en trækken på skulderen og et ”so ten years ago”. Men den fortjener en bedre skæbne end som så.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bedst som man troede, at det var helt passé at tale om ikkevoldelig kommunikation (”girafsprog”) og Appreciative Inquiry, udgiver forlaget Frydenlund en bog om anerkendende kommunikation. Det er Ianneia Meldgaard, der med en fortid i pædagoguddannelsen og en nutid som selvstændig konsulent og coach af forskellige personalegrupper har siddet bag tastaturet.

Fakta:

Titel: Anerkendende kommunikation

Forfatter: Ianneia Meldgaard

Pris: 269

Sider: 216

Forlag: Frydenlund

Ønsket var at skrive en bog, der på en ikke alt for svært tilgængelig måde kobler teorien fra IVK (ikkevoldelig kommunikation) med teorien fra Appreciative Inquiry. I Ianneia Meldgaards blender er det mundet ud i tre principper for anerkendende kommunikation, som hun indledningsvis gennemgår grundigt og herefter kobler med eksempler fra kommunikation mellem for eksempel pædagog og barn, kollegaer eller professionel og forældre.

Med de tre principper:

1) Jeg øger min opmærksomhed på det, der fungerer

2) Jeg er autentisk og tydelig om det, der er vigtigt for mig

3) Jeg er nysgerrig og interesseret i det, der er vigtigt for andre

bevæger bogen sig rundt i nogle af de mange landskaber, hvor kommunikationen risikerer at blive svær, og hvor den anerkendende tilgang kan løse op for nogle af kommunikationsknuderne.

Bogen har to ret afgørende styrker. For det første ved hele tiden at udfordre læseren ved at insistere på, at det er langt sværere, end vi måske almindeligvis går rundt og tror, at praktisere den anerkendende tilgang. Anerkendelse er nemlig ikke det samme som at rose eller kun at ville tale om det positive. For det andet ved at man efter læsning af de to indledende kapitler selv kan bevæge sig rundt i de kapitler, der taler mest til ens interesse og virkelighed. Der er eksempelvis glimrende indslag om ”anerkendelse eller ros – en lille, men vigtig forskel”, ”diagnosebørn og anerkendende kommunikation”, ”gør den svære samtale (med forældre) til et frugtbart samarbejde” og ikke mindst ”brok – en kilde til udvikling og positiv forandring”.

Forfatteren foreslår selv, at man i en personalegruppe udvælger sig et særligt fokus at dykke ned i frem for at læse bogen fra a til z og have glemt det meste efter kort tid, fordi vi har det med at falde tilbage i vores velkendte vaner og rutiner.

Indholdet vil i sin essens været let tilgængeligt og i mange tilfælde velkendt for de fleste i den pædagogiske verden, men ikke desto mindre fungerer det fint at bruge bogen som en høflig og velfunderet reminder om, hvorfor vores tilgang til de børn, unge og forældre, vi møder på vores vej, er så afgørende for, hvordan kommunikation og relation folder sig ud.