"Folkeskolen har efter anden verdenskrig været storimportør af psykologisk og pædagogisk forskning til løsning af en række af de problemer, der har udviklet sig i folkeskolen".

Sådan skriver forfatterne af denne bog. Deres konklusion er, at lærere i skolen i dag har en skare af eksperter som samarbejdspartnere: psykologer, konsulenter, socialrådgivere og mange flere. Disse eksperter opfattes som eksperter, fordi de støtter sig til videnskabelig forskning, og netop derfor skal lærere og lærerstuderende kunne forholde sig til forskning som en del af deres professionelle virke.

Derfor denne bog. Og det er en god bog. Der er de senere år udkommet mange bøger, der introducerer til forskning og til det videnskabsteoretiske felt. Ud over ovenstående er der formodentlig en sammenhæng til ændringer i både læreruddannelse og markedet for efteruddannelse af lærere. Uddannelserne er blevet akademiseret, og der stilles nu også her krav om indsigt i forskning og forskningsmetoder.

Denne bog adskiller sig positivt fra mange af de øvrige introducerende bøger ved at indlede med tre velvalgte, grundige og eksemplariske eksempler fra praktikernes verden, altså eksempler, der starter der, hvor de lærerstuderende og lærerne er i deres hverdag, og det er en god ide!

Første eksempel er et personalemøde i en daginstitution, hvor personalet skal tale om barnet Villy. Pædagogerne har – som det ofte er tilfældet – forskellige opfattelser af Villy. Hvad er hans udfordringer? Vi møder pædagogernes stemmer, så vi føler, at vi er til stede i lokalet. Mødet slutter, men i modsætning til det, pædagogerne oplevede, får vi nu som læsere en grundig videnskabsteoretisk analyse af pædagogernes synspunkter. Menneskesyn og samfundssyn analyseres frem, så læserne bliver klogere, end pædagogerne var det.

Andet eksempel udfoldes omkring analysen af en faglig artikel fra et pædagogisk tidsskrift. En artikel, som lærerstuderende kunne møde i læreruddannelsen. Artiklen handler om børns kropslige interaktion, deres indbyrdes kommunikation og leg, og forfatteren argumenterer for en sammenhæng mellem demokrati og leg. Men hvordan skal man egentlig læse en videnskabelig faglig artikel? Hvilke greb skal gøres for at åbne artiklen op som professionel læser? Forfatternes gennemgang og diskussion afsluttes med 15 punkter, der vil hjælpe læseren til en kvalificeret læsning.

To gode eksempler, men det tredje er det bedste. Her gennemgås rapporten "Inklusion i folkeskolen – sammenfatning af resultaterne fra inklusionspanelet". Det er flere år siden, at denne anmelder har læst en så velgennemført redegørelse for, hvordan en sådan videnskabelig rapport kan læses. Det er simpelthen glimrende. Eksemplarisk. Lærerstuderende og lærere på videreuddannelse bør møde både rapporten og denne bogs gennemgang.

Bogens anden del er en fremstilling af de tunge begreber inden for videnskabsteorien. Her møder læseren kapitler om objektivitet og værdier, forståelse og forklaring og empiri og data. Grundigt og fint udredt og med mange referencer til bogens indledende tre eksempler. Bogen afsluttes med korte kapitler om videnskabsteoretiske retninger: forklaringsorienterede retninger, forståelsesorienterede retninger, strukturorienterede retninger, samfundsorienterede retninger og et afsluttende kapitel om realisme over for konstruktivisme.

Denne gennemgang er, som bogen som et hele er det, fin og velskrevet. Nogle læsere vil dog nok her tænke, at de har mødt tilsvarende tekster før. Sådan er det. Tilbage står, at bogen er et glimrende bud på en grundbog til læreruddannelsen, for eksempel når de studerende skal arbejde med områderne pædagogik og lærerfaglighed, og når uddannelsen afsluttes med et bachelorprojekt. Bogen fortjener mange læsere.