Det er den udfordring, Michael Bang Sørensen og Mikkel Risbjerg tager op i deres bog om dialogbaseret undervisning. Begge er de undervisere i gymnasiet, og bogen udspringer af erfaringer med gymnasieundervisning. Det bør dog ikke blokere for, at bogen også har interesse for undervisere i grundskolen. Lærere, der underviser i de ældste klasser, kan fint hente inspiration i bogen.

"Dialogbaseret undervisning" handler både om at skabe vilkår for elevernes dannelsesproces og deres faglige tilegnelse af viden, og om hvordan man som lærer kan arbejde for at komme dertil. Bogens styrke er dens fine præsentation af metoden. Det er altovervejende en metodebog, og det er fint. Undervisere har nemlig brug for præsentation af gode og inspirerende metoder, der kan udvide deres repertoire.

Bogens forestilling om undervisningens rolle i forbindelse med demokrati og dannelse udtrykkes gennem det grundlæggende didaktiske begreb: dialogcirklen. Altså helt konkret at skabe en situation, hvor alle, både underviser og elever, sidder over for hinanden i en cirkel. Kender man som underviser til de tanker, der er formuleret omkring at filosofere med børn, vil man i mødet med denne bog både føle sig hjemme og samtidig også udfordret. Det ligner, men det er ikke det samme. Arbejdet med dialogbaseret undervisning i dialogcirklen udfordrer både lærerens og elevernes arbejde med læring.

I dialogcirklen er man ikke sammen for at konkurrere på viden, man er sammen for at skabe viden gennem samarbejde, og der er regler for det gode samarbejde. Naturligvis har læreren en særlig forpligtelse omkring forberedelsen og gennemførelsen af de enkelte undervisningssekvenser, og det er her, bogen tilbyder inspiration og konkret støtte. Det er læreren, der vælger undervisningens tema for at skabe relevans i forhold til det fag, der undervises i, og det er læreren, der fastlægger de baggrundsspørgsmål, eleverne skal bruge i deres forberedelsesarbejde, inden de træder ind i dialogcirklen.

Det er også læreren, der gennem en særlig spørgeteknik hjælper eleverne igennem den særlige proces, der kendetegner deltagernes dialogiske arbejde i den konkrete dialogcirkel. Lærerens redskaber er særlige spørgeteknikker, hvor der spørges til identifikation, udsyn, værdigrundlag og metode. Fire begreber, der alle uddybes fint i bogen. En særlig - overraskende – teknik er lærerens brug af “tavshedskortet”, altså at man som lærer i en specifik situation netop ikke spørger om noget, men lader tavsheden råde. Det er et spændende element. Ikke at falde tilbage i den vante lærerrolle for at forklare, uddybe og “tage over” er vigtigt, når først arbejdet i dialogcirklen er begyndt.

Bogen afsluttes med en fuldt udfoldet didaktisk model lige til at tænke videre med og med ti godt udfoldede eksempler på temaer til dialogcirkler: Hvordan er vi forbundet til naturen? Hvad er vi frie til? Hvor meget må vi ændre på naturen?

"Dialogbaseret undervisning" er en god og inspirerende bog, som alle undervisere vil kunne bruge i deres daglige arbejde med at skabe god undervisning.